onsdag den 30. september 2026

Hvis de gamle klude kunne tale

Hvis de gamle klude kunne tale

Periodevis – ja, faktisk i årevis – har jeg siddet i timevis ved en sygeseng og strikket klude i massevis.

Jeg har strikket retmasker og tænkt tanker.

Og nu funderer jeg lidt over, hvor mange af mine tanker der egentlig er blevet strikket ind i de klude?

Der må være lidt af hvert.

Bekymringer om den syge. Tanker om fremtiden. Små glimt af håb. Måske også en hel del tanker, som jeg for længst har glemt igen.

Forleden sad jeg endnu en gang med strikketøjet i hænderne. Tankerne flød stille og roligt ind i den ene retmaske efter den anden.

Og så fik jeg den fjollede idé:

Tænk, hvis man kunne tage en gammel, strikket klud frem og spørge den, hvilke tanker der var blevet strikket ind i netop den?

Måske ville kluden fortælle om en bekymring, jeg havde glemt.

Måske om et håb.

Måske om en ganske almindelig dag, hvor der blev tænkt på aftensmad, vasketøj og alt muligt andet vigtigt og uvigtigt.

Og tænk, hvis der pludselig dukkede en gammel familiehistorie op!

Det kunne jo ligefrem være en hjælp til min hukommelse, som efterhånden er lidt hullet som en si.

Jeg kan godt høre, at det her er noget fjollet.

Men det passer jo egentlig meget godt til min hjemmeside Tumlingen, som netop må være både naiv og fjollet.

Og hvis der nu skulle komme nogle vise ord ud af en samtale med de gamle klude, kunne jeg jo altid skrive dem ind på min mere fornuftige hjemmeside:

 Dagligdagensviseord.blogspot.com

Så måske er de gamle klude ikke helt så tavse, som man skulle tro?


Hvis en klud kunne tale...

Psst... du dér!

Ja, dig med strikkepindene.

Du tror måske, jeg bare er en gammel klud?

Det kan jeg godt forstå.

Men jeg har faktisk været med til lidt af hvert.

Jeg ved, hvad du tænkte, mens du strikkede mig.

Jeg ved, hvad du bekymrede dig om.

Jeg ved også, hvornår du håbede.

Og hvis du lover ikke at spørge alt for meget, kan det da godt være, at jeg fortæller dig en historie eller to.

Men jeg vil helst ikke afsløre det hele på én gang.

Jeg er trods alt en klud med masker – og nogle ting skal strikkes frem lidt efter lidt.



lørdag den 5. september 2026

Tumlingen – rejser sig igen - ihvertfald indtil nu.

Vi kender vel alle den lille tumling, som er rund i bunden og rejser sig op igen, hvis man prøver at vælte den.

Ind imellem synes jeg faktisk, at jeg kan sammenlignes lidt med sådan en tumling. For indtil nu er det da lykkedes mig at rejse mig op hver gang, nogen eller noget har forsøgt at lægge mig ned.

En forlængst afdød ven gav mig kælenavnet "Tumlingen". Det er efterhånden omkring 50 år siden, og allerede dengang blev jeg jævnligt væltet omkuld af enten selvforskyldte eller udefrakommende situationer.

Jeg har da tit tænkt: Nu går den vist ikke længere. Nu har de eller det virkelig fået skovlen under mig.

Jeg har mærket næsen helt nede i jorden mere end én gang. Men tumlingens tykke mave og gode vægtfylde har hidtil sørget for, at jeg på en eller anden måde er kommet op igen.

Jeg ved godt, at ikke alt i livet kan sammenlignes med at ligge næsegrus i asfalten. Men dagligdagens små irritationer kan altså godt drille så meget, at man til sidst bare bliver TRÆT.

Og sådan en dag havde jeg i dag.

Jeg stod tidligt op.

Ja, tidligt op!

Jeg skulle samle de sidste ting sammen til dagens loppesalg, og det fik jeg skam også gjort. Endda til tiden. Og jeg var faktisk lidt stolt af mig selv.

Det er jo så dejligt at få noget af alt det, man har samlet gennem mange år, sendt videre, så andre kan få glæde af det. Man kan næsten bilde sig selv ind, at man både rydder op og gør en god gerning på én gang.

Men så kom tumlingen lige ved at vælte.

For hold da op, hvor var det hårdt at bære alle tingene op fra kælderen og videre ud til fortovet. Så hårdt, at jeg rent ud sagt blev dårlig af anstrengelserne.

UPSEDASSE!

Så måtte der lige ro på.

Og heldigvis viste tumlingen, at der stadig var lidt vægt i maven. Langsomt kom jeg til kræfter igen.

Jeg er nemlig sådan en støbning, der holder øje med mine ting. Især når de står ude på fortovet. Jeg vil gerne være sikker på, at de bliver hentet, så de ikke står og flyder i flere dage.

Så jeg kiggede selvfølgelig til vejen.

Og kiggede igen.

Og igen.

Kan I gætte, hvad der stod ved fortovskanten, da sidste afhentningstidspunkt var passeret?

MINE KASSER.

De kasser, som ellers var mærket så fint med sedler:

LOPPERNE

Så bliver jeg altså træt.

Ikke bare almindeligt træt.

Men sådan helt ind i hovedet.

Helt derind, hvor stierne er smalle.

Alt det arbejde.

Den grimme utilpashed oven på anstrengelserne.

Og al den kiggen ud til vejen hele eftermiddagen.

HELT UDEN GRUND.

ØV!

Og ikke mindst skulle kasserne selvfølgelig tilbage i kælderen.

Heldigvis går det lettere med at komme NED end OP. ;-)

Så dér stod jeg.

Lidt irriteret.

Lidt træt.

Og måske også en lille smule fornærmet på hele verdens vegne.

Men Tumlingen?

Den står endnu.

For sådan én er jeg åbenbart.

Jeg kan godt vælte.

Jeg kan godt ligge lidt næsegrus og tænke, at nu gider jeg altså ikke mere.

Jeg kan blive så træt, at selv de smalle stier inde i hovedet føles som en bjergbestigning.

Men på en eller anden måde kommer jeg op igen.

Det skal jeg nok.

Og jeg skal da heller ikke jamre alt for meget. Hvis dette her var det værste, verden kunne finde på at udsætte mig for, så tror jeg faktisk ikke, det er så galt endda.

Tumlingen har stadig vægt i maven.

Og det er måske meget godt.

Noget af det, der kendetegner mit liv er, at næsten alle ting ikke går efter planen i første hug. Jeg skal altid gøre et eller andet om - alting tager så lang tid fordi - ja fordi???? Gad vide hvorfor?

Se nu godt på denne tegneserie, som jeg har bedt AI lave til mig - altså uden for min indblanding - undtaget selvfølgelig teksten, som jeg har givet dem. 

De to billeder med trappe op og trappe ned - det passer vist ikke til teksten ;-)

Jeg har besluttet at lade det stå - en ny evne, jeg er ved at tillægge mig - nemlig ikke at gå op i petitesser ;-)  og tumlingen er da så sød på tegningen ;-)


tirsdag den 1. september 2026

Efterlyses: Knofedt – helst på tube!

Efterlyses: Knofedt – helst på tube!

Jeg er altså så glad for min hjemmehjælp :-)

Hver 14. dag skal jeg nemlig have ryddet lidt op, så de kan komme til at støvsuge og vaske gulv.

Og det er faktisk ret smart.

Man får ligesom et kærligt spark bagi og bliver mindet om, at tingene ikke nødvendigvis skal ligge præcis dér, hvor man selv synes, de ligger bedst.

For hvis hjemmehjælpen ikke kom, kunne mit rod jo risikere at slå rødder.

Og det ville være lidt upraktisk, når jeg nu bor i en lejlighed og ikke i en botanisk have ;-)

Men...

Der er selvfølgelig et lille – eller rettere et ret stort – MEN.

For hjemmehjælpen må kun tørre vandrette flader af.

De må ikke kravle op på stiger eller gøre den slags halsbrækkende øvelser.

Det forstår jeg sådan set godt.

Der er love, regler og paragraffer, som skal overholdes, og jeg vil da nødig have, at hjemmehjælperen ender på gulvet, mens jeg står ved siden af og råber:

"Det var altså ikke mig, der bad dig kravle derop!"

Problemet er bare, at det giver en gammel kone lidt udfordringer.

For eksempel når jeg skal have fat i noget på den øverste hylde over køkkenskabet.

Det kan godt være lidt af en ekspedition.

Og når jeg så endelig kommer derop, risikerer jeg at sidde fast i et flere måneder gammelt lag af fedt og snavs.

Det er nemlig ikke hjemmehjælpens opgave at fjerne det.

Og jeg må indrømme, at det heller ikke lige er min yndlingsbeskæftigelse.

Der skal knofedt til.

Og det er lige dér, det går galt.

For knofedt kræver muskler.

Og de muskler, jeg engang havde i armene, har åbenbart fået den idé, at de skal gå på pension før mig.

Her i huset – eller boligblokken – har vi heller ingen emhætte.

Vi har et emfang.

Og jeg ved ikke helt, hvad forskellen er i praksis, men jeg kan konstatere, at fedtet i hvert fald har valgt at blive boende.

Det sætter sig.

Det hygger sig.

Det formerer sig muligvis.

Og efter to-tre måneder er det ikke længere bare lidt fedt.

Så er det nærmest en del af inventaret.

Og det samme problem har jeg på badeværelset.

Jeg tror ligefrem, at boligselskabet har hoppet over, hvor gærdet er lavest, da de satte saniteten ind.

Jeg synes næsten, jeg kan mærke, hvor tynd belægningen er i håndvasken.

I hvert fald virker den meget tyndslidt og særdeles god til at samle på kalk og okker.

Og der er tilsyneladende rigeligt af begge dele i rørene.

Men hjemmehjælpen må heller ikke tage kalken og okkeren.

Der må tørres af med en klud.

Og jeg skal nok indrømme, at en klud har sine begrænsninger.

Især over for kalk, der har besluttet sig for at blive boende.

Så igen må den gamle kone i gang med knofedtet.

Og igen er det armene, der protesterer.

De siger nærmest:

"Hvad bilder du dig ind? Vi er pensionister!"

Så nu står jeg tilbage med et spørgsmål, som jeg synes burde være langt nemmere at besvare:

Hvor køber man egentlig knofedt?

Kan man få det på tube?

Findes det som spray?

Eller skal man selv producere det ved at gnide løs, indtil musklerne giver op?

Jeg spørger bare ;-)

For som jeg startede med:

Jeg er altså rigtig glad for min hjemmehjælp :-)

De kommer og hjælper med det, de må hjælpe med, og det er jeg oprigtigt taknemmelig for.

Det er bare lidt pudsigt, at der findes ting, som bliver rene med en støvsuger og en gulvklud – og andre ting, der kræver en gammel kone, to dårlige arme og en portion knofedt.

Så hvis nogen finder en forhandler af godt, gammeldags knofedt, må I meget gerne råbe det ud fra Speakers´ Corner ;-)  

Jeg har nemlig en øverste køkkenhylde, der trænger til en kærlig omgang.

Og mine muskler har allerede meldt sig syge ;-)