Tumlingen – rejser sig igen - ihvertfald indtil nu.

Vi kender vel alle den lille tumling, som er rund i bunden og rejser sig op igen, hvis man prøver at vælte den.

Ind imellem synes jeg faktisk, at jeg kan sammenlignes lidt med sådan en tumling. For indtil nu er det da lykkedes mig at rejse mig op hver gang, nogen eller noget har forsøgt at lægge mig ned.

En forlængst afdød ven gav mig kælenavnet "Tumlingen". Det er efterhånden omkring 50 år siden, og allerede dengang blev jeg jævnligt væltet omkuld af enten selvforskyldte eller udefrakommende situationer.

Jeg har da tit tænkt: Nu går den vist ikke længere. Nu har de eller det virkelig fået skovlen under mig.

Jeg har mærket næsen helt nede i jorden mere end én gang. Men tumlingens tykke mave og gode vægtfylde har hidtil sørget for, at jeg på en eller anden måde er kommet op igen.

Jeg ved godt, at ikke alt i livet kan sammenlignes med at ligge næsegrus i asfalten. Men dagligdagens små irritationer kan altså godt drille så meget, at man til sidst bare bliver TRÆT.

Og sådan en dag havde jeg i dag.

Jeg stod tidligt op.

Ja, tidligt op!

Jeg skulle samle de sidste ting sammen til dagens loppesalg, og det fik jeg skam også gjort. Endda til tiden. Og jeg var faktisk lidt stolt af mig selv.

Det er jo så dejligt at få noget af alt det, man har samlet gennem mange år, sendt videre, så andre kan få glæde af det. Man kan næsten bilde sig selv ind, at man både rydder op og gør en god gerning på én gang.

Men så kom tumlingen lige ved at vælte.

For hold da op, hvor var det hårdt at bære alle tingene op fra kælderen og videre ud til fortovet. Så hårdt, at jeg rent ud sagt blev dårlig af anstrengelserne.

UPSEDASSE!

Så måtte der lige ro på.

Og heldigvis viste tumlingen, at der stadig var lidt vægt i maven. Langsomt kom jeg til kræfter igen.

Jeg er nemlig sådan en støbning, der holder øje med mine ting. Især når de står ude på fortovet. Jeg vil gerne være sikker på, at de bliver hentet, så de ikke står og flyder i flere dage.

Så jeg kiggede selvfølgelig til vejen.

Og kiggede igen.

Og igen.

Kan I gætte, hvad der stod ved fortovskanten, da sidste afhentningstidspunkt var passeret?

MINE KASSER.

De kasser, som ellers var mærket så fint med sedler:

LOPPERNE

Så bliver jeg altså træt.

Ikke bare almindeligt træt.

Men sådan helt ind i hovedet.

Helt derind, hvor stierne er smalle.

Alt det arbejde.

Den grimme utilpashed oven på anstrengelserne.

Og al den kiggen ud til vejen hele eftermiddagen.

HELT UDEN GRUND.

ØV!

Og ikke mindst skulle kasserne selvfølgelig tilbage i kælderen.

Heldigvis går det lettere med at komme NED end OP. ;-)

Så dér stod jeg.

Lidt irriteret.

Lidt træt.

Og måske også en lille smule fornærmet på hele verdens vegne.

Men Tumlingen?

Den står endnu.

For sådan én er jeg åbenbart.

Jeg kan godt vælte.

Jeg kan godt ligge lidt næsegrus og tænke, at nu gider jeg altså ikke mere.

Jeg kan blive så træt, at selv de smalle stier inde i hovedet føles som en bjergbestigning.

Men på en eller anden måde kommer jeg op igen.

Det skal jeg nok.

Og jeg skal da heller ikke jamre alt for meget. Hvis dette her var det værste, verden kunne finde på at udsætte mig for, så tror jeg faktisk ikke, det er så galt endda.

Tumlingen har stadig vægt i maven.

Og det er måske meget godt.

Noget af det, der kendetegner mit liv er, at næsten alle ting ikke går efter planen i første hug. Jeg skal altid gøre et eller andet om - alting tager så lang tid fordi - ja fordi???? Gad vide hvorfor?

Se nu godt på denne tegneserie, som jeg har bedt AI lave til mig - altså uden for min indblanding - undtaget selvfølgelig teksten, som jeg har givet dem. 

De to billeder med trappe op og trappe ned - det passer vist ikke til teksten ;-)

Jeg har besluttet at lade det stå - en ny evne, jeg er ved at tillægge mig - nemlig ikke at gå op i petitesser ;-)  og tumlingen er da så sød på tegningen ;-)

Efterlyses: Knofedt – helst på tube!

Efterlyses: Knofedt – helst på tube!

Jeg er altså så glad for min hjemmehjælp :-)

Hver 14. dag skal jeg nemlig have ryddet lidt op, så de kan komme til at støvsuge og vaske gulv.

Og det er faktisk ret smart.

Man får ligesom et kærligt spark bagi og bliver mindet om, at tingene ikke nødvendigvis skal ligge præcis dér, hvor man selv synes, de ligger bedst.

For hvis hjemmehjælpen ikke kom, kunne mit rod jo risikere at slå rødder.

Og det ville være lidt upraktisk, når jeg nu bor i en lejlighed og ikke i en botanisk have ;-)

Men...

Der er selvfølgelig et lille – eller rettere et ret stort – MEN.

For hjemmehjælpen må kun tørre vandrette flader af.

De må ikke kravle op på stiger eller gøre den slags halsbrækkende øvelser.

Det forstår jeg sådan set godt.

Der er love, regler og paragraffer, som skal overholdes, og jeg vil da nødig have, at hjemmehjælperen ender på gulvet, mens jeg står ved siden af og råber:

"Det var altså ikke mig, der bad dig kravle derop!"

Problemet er bare, at det giver en gammel kone lidt udfordringer.

For eksempel når jeg skal have fat i noget på den øverste hylde over køkkenskabet.

Det kan godt være lidt af en ekspedition.

Og når jeg så endelig kommer derop, risikerer jeg at sidde fast i et flere måneder gammelt lag af fedt og snavs.

Det er nemlig ikke hjemmehjælpens opgave at fjerne det.

Og jeg må indrømme, at det heller ikke lige er min yndlingsbeskæftigelse.

Der skal knofedt til.

Og det er lige dér, det går galt.

For knofedt kræver muskler.

Og de muskler, jeg engang havde i armene, har åbenbart fået den idé, at de skal gå på pension før mig.

Her i huset – eller boligblokken – har vi heller ingen emhætte.

Vi har et emfang.

Og jeg ved ikke helt, hvad forskellen er i praksis, men jeg kan konstatere, at fedtet i hvert fald har valgt at blive boende.

Det sætter sig.

Det hygger sig.

Det formerer sig muligvis.

Og efter to-tre måneder er det ikke længere bare lidt fedt.

Så er det nærmest en del af inventaret.

Og det samme problem har jeg på badeværelset.

Jeg tror ligefrem, at boligselskabet har hoppet over, hvor gærdet er lavest, da de satte saniteten ind.

Jeg synes næsten, jeg kan mærke, hvor tynd belægningen er i håndvasken.

I hvert fald virker den meget tyndslidt og særdeles god til at samle på kalk og okker.

Og der er tilsyneladende rigeligt af begge dele i rørene.

Men hjemmehjælpen må heller ikke tage kalken og okkeren.

Der må tørres af med en klud.

Og jeg skal nok indrømme, at en klud har sine begrænsninger.

Især over for kalk, der har besluttet sig for at blive boende.

Så igen må den gamle kone i gang med knofedtet.

Og igen er det armene, der protesterer.

De siger nærmest:

"Hvad bilder du dig ind? Vi er pensionister!"

Så nu står jeg tilbage med et spørgsmål, som jeg synes burde være langt nemmere at besvare:

Hvor køber man egentlig knofedt?

Kan man få det på tube?

Findes det som spray?

Eller skal man selv producere det ved at gnide løs, indtil musklerne giver op?

Jeg spørger bare ;-)

For som jeg startede med:

Jeg er altså rigtig glad for min hjemmehjælp :-)

De kommer og hjælper med det, de må hjælpe med, og det er jeg oprigtigt taknemmelig for.

Det er bare lidt pudsigt, at der findes ting, som bliver rene med en støvsuger og en gulvklud – og andre ting, der kræver en gammel kone, to dårlige arme og en portion knofedt.

Så hvis nogen finder en forhandler af godt, gammeldags knofedt, må I meget gerne råbe det ud fra Speakers´ Corner ;-)  

Jeg har nemlig en øverste køkkenhylde, der trænger til en kærlig omgang.

Og mine muskler har allerede meldt sig syge ;-)

Jeg tror, jeg er hypokonder – men jeg er ikke helt sikker

Jeg har fået en mistanke.

Jeg tror måske, jeg er hypokonder.

Det begyndte med en tand.

Den gjorde ondt.

Så ringede jeg til tandlægen.

Det må da være tegn nummer ét på hypokondri.

Man skal jo helst vente, til tanden selv ringer til tandlægen.

Jeg fik en tid.

Og selvfølgelig forsvandt tandpinen.

Typisk.

Men tandlægen fandt et hul.

Så nu blev jeg lidt forvirret.

For hvis jeg er hypokonder, hvorfor var der så et hul?

Det synes jeg ikke er særlig samarbejdsvilligt af hullet.

Nu er det ikke kun tænderne, der blander sig.

Jeg har også et spiserørsbrok, som sidst blev undersøgt for cirka 10 år siden.

Ti år!

Det er jo næsten en jubilæumsundersøgelse, jeg går og mangler.

Så jeg ringede til lægen.

Men så fik jeg nogle gode råd af sekretæren.

Og de virkede!

Nu har jeg det næsten fint.

Det er jo noget rod.

For hvad skal jeg så sige til lægen?

"Goddag. Jeg har bestilt tid, fordi jeg har nogle symptomer.

Men de er næsten væk.

Så måske er jeg rask.

Eller hypokonder.

Eller måske er jeg bare virkelig god til at følge gode råd."

Det er svært.

Jeg synes også, ordet hypokonder bliver brugt lidt for nemt.

Det er næsten blevet et skældsord.

Hvis man mærker noget:

Hypokonder!

Hvis man går til lægen:

Hypokonder!

Hvis man ikke går til lægen:

Hvorfor gik du ikke til lægen?

Man kan jo nærmest ikke gøre noget rigtigt.

Og så tænker jeg på noget, der ikke er spor sjovt.

En ven tog nogle små tegn for lidt alvorligt og kom ikke til lægen i tide.

For 14 dage siden var jeg til bisættelse.

Så måske skal vi passe lidt på med at kalde hinanden hypokondere.

For det kan være, at kroppen faktisk prøver at sige noget.

Og kroppen har altså ikke altid et særligt godt højttaleranlæg.

Nogle gange siger den bare:

"Pssst... der er altså noget herovre."

Måske skal vi lytte.

Også selvom vi risikerer at være lidt hypokondere.

For hellere én lægetid for meget end én for lidt.

Og hvis lægen siger:

"Der er ikke noget galt."

Så har man jo vundet.

Så er man bare en rask hypokonder.

Det lyder næsten som en titel.

Rask hypokonder.

Det tror jeg faktisk, jeg kan leve med.

👉 Jeg har skrevet lidt mere alvorligt om det på min seriøse blog: https://dagligdagensviseord.blogspot.com/

Jeg ønsker mig en robot til emballagen

 

Jeg ønsker mig en emballagerobot

Jeg synes, der mangler et eller andet vigtigt i vores moderne verden.

Vi har robotstøvsugere, robotplæneklippere og sikkert også robotter, der kan gøre ting, jeg slet ikke forstår.

Men hvor er emballagerobotten?

Jeg tænker på en lille, venlig robot, som man kan stille på køkkenbordet, når man skal åbne en pakke vin, en pakke ost eller en pakke pålæg.

Man lægger emballagen foran den og siger:

„Værsgo.“

Så ordner den resten.

For jeg ved ikke, hvad det er med emballage nu om dage, men jeg kommer næsten til skade, hver gang jeg skal åbne noget.

Jeg er en gammel nissemor godt op i årene og har ikke ligefrem kræfter som en bjørneslagter i hænderne. Alligevel forventes det åbenbart, at jeg skal kunne åbne kartoner, plastik, folie, poser og alskens andet med spidse knive og andre farlige redskaber.

Forleden skulle jeg åbne en vinkarton.

Det gik fint nok, lige indtil jeg skulle have den lille tut ud.

Jeg stak kniven ind i pappet.

Av!

Knivspidsen fandt min finger i stedet.

Nå.

Så var der blod.

Men vinen skulle jo også ud.

Jeg fik omsider tutten fri og ville tippe den på plads.

Svisj!

Kniven lavede hul på vinposen.

Og så kom rødvinen.

Ud over det hele.

Hu hej vilde dyr!

Jeg fik i en fart posen op i en skål, mens blodet dryppede fra min finger.

Jeg må indrømme, at jeg et øjeblik tænkte, at det hele var lidt overdrevet.

Jeg ville bare have et glas vin.

Det burde vel ikke kræve førstehjælp?

Og senere gik det ikke meget bedre med en pakke ost.

Jeg vil ikke komme nærmere ind på det.

Men jeg kan godt forstå det der med, at de fleste ulykker sker i hjemmet.

Det er jo dér, vi har emballagen.

Så nu ønsker jeg mig altså en emballagerobot.

En lille én.

Den behøver ikke kunne lave kaffe eller føre intelligente samtaler.

Den skal bare kunne åbne en pakke pålæg uden at angribe mig.

Og hvis den samtidig kan åbne en vinkarton uden blodbad, vil jeg være meget tilfreds.

Jeg tror faktisk, jeg vil kalde den Nå-nå.

For det er vist det, man siger, når man står midt i køkkenet med en kniv i den ene hånd, rødvin på gulvet og blod på den anden.

„Nå-nå...“

Og så tager man sig et glas vin.

Hvis man tør. 😄

Pilleæskens mystiske indhold

Jeg er kommet i den alder, hvor indholdet i pilleæsken er vokset så meget, at jeg ikke længere selv har helt styr på det. Heldigvis har jeg hjemmeplejen til at sortere dem, så jeg ikke pludselig kommer til at tage mandagspillerne om fredagen. Det kunne jo give lidt ekstra spænding i hverdagen.

I det første rum i pilleæsken ligger der vist omkring ni piller, og så er der lidt færre i de andre.

Jeg undrer mig faktisk af og til over, hvordan alle de piller finder rundt i mit system.

Jeg putter de ni piller i munden, og så ser jeg for mig, hvordan hjertepillerne suser målrettet afsted mod hjertet for at gøre deres pligt. En anden pille drejer ned mod mavesækken, for der er åbenbart også noget, den skal ordne dér.

Men hvordan ved de egentlig, hvor de skal hen?

I dag har jeg så ovenikøbet fået en pille mere mod blærebetændelse. Samtidig har jeg lidt ondt i halsen.

Pillen er jo en slags antibiotika. Så hvorfor kan den ikke lige så godt hjælpe både blæren og halsen, når den nu alligevel er på arbejde?

Hvordan i alverden finder den rundt?

Måske er der et skiltesystem inde i kroppen:

Blære → til højre.
Hals → ligeud.
Hjerte → tredje vej på venstre hånd.

Jeg forestiller mig næsten, at pillerne snakker sammen på vej ned gennem halsrøret.

“Hey, hvor skal du hen?”

“Jeg skal til hjertet.”

“Nå, jeg skal til blæren. Vi ses!”

Eller måske er de mere som små robotter, der bare ved, hvad de skal gøre, og fiser afsted gennem blodkarrene, indtil de finder det helt rigtige sted.

Men så kommer det næste spørgsmål:

Kan vi være sikre på, at de ikke slås på vejen?

Hvad nu hvis to piller mødes og bliver uenige?

“Jeg var her først!”

“Ja, men jeg virker altså stærkere end dig!”

Og hvad hvis de ligefrem ophæver hinandens virkningskraft?

Ja, jeg spørger bare.

For vi mennesker sluger jo troligt det hele, når lægen finder frem til snart det ene og snart det andet. Vi stoler på, at nogen har styr på det.

Måske er vi i virkeligheden lidt godtroende.

Eller måske er det netop troen, der hjælper os mere, end vi går og tror.

Det har sågar fået et fint navn: placeboeffekten.

Så måske er spørgsmålet ikke kun, om pillerne ved, hvor de skal hen.

Måske handler det også lidt om, hvor meget vi tror på, at de virker.

Og hvis det er tilfældet, så håber jeg da, at mine piller har en rigtig god selvtillid.

For de har altså en del arbejde at gøre. ;-)

                                          Kroppens skiltesystem: Piller på vej

Hvor mange biler kan der være i en bybus? 🚌🚗

Hvor mange biler kan der være i en bybus? 🚌🚗

En lun morgen på altanen – før telefonen begynder at ringe – er en dejlig måde at starte dagen på.

Byen begynder langsomt at vågne.

Kaffekopperne fyldes. Fuglene larmer. Og bilerne... holder i kø - kø - kø.

Bybusserne forsøger imens tappert at overholde fartplanen. Nogle gange med passagerer. Andre gange med så få, at man næsten får lyst til at vinke undskyldende til chaufføren.

Og så begynder jeg at tænke:

Hvor mange biler kan der egentlig være i en bybus?

Nu er jeg ikke matematiker, men hvis der kan sidde omkring 30 mennesker i en bus, og der sidder én person i hver bil i køen, så kunne én bus jo potentielt erstatte en hel lille parade af biler.

Men nej.

Vi vil åbenbart hellere sidde alene i vores bil.

Helst i en kø, der står fuldstændig stille.

Her har man så god tid til at pille næse, tjekke telefonen, stirre tomt ud i luften og overveje livets store spørgsmål:

Hvorfor tog jeg ikke bussen?

Det er jo egentlig et ret godt spørgsmål.

For i bussen kan man læne sig tilbage. Man kan kigge ud ad vinduet. Man kan høre musik, læse lidt eller bare lade være med at foretage sig noget som helst.

Og imens sidder buschaufføren faktisk og laver noget nyttigt: Han transporterer mennesker.

I stedet for at være endnu et køretøj i en lang række af køretøjer, der alle sammen forsøger at komme frem til præcis det samme sted – på præcis samme tid.

Men HVORFOR tager vi bilen?

Det spørgsmål tumler jeg ofte med.

For hvis vi gerne vil have færre biler på vejene, så virker det lidt besynderligt, at løsningen nogle steder er:

Færre busafgange.

Der er ikke så mange passagerer i busserne, siger man.

Nej.

Men hvis bussen kun kommer, når man næsten har glemt, at den eksisterer, så er det måske heller ikke så mærkeligt?

Hvis der går en time mellem busserne i et bybuskvarter, skal man være både meget tålmodig og meget optimistisk for at vælge offentlig transport.

Hvis man derimod ved, at der kommer en bus om 10-15 minutter, bliver det pludselig meget lettere at tænke:

"Nå ja, jeg tager da bare bussen."

Flere afgange giver flere passagerer.

Eller måske er det bare min naive logik?

Bussen har faktisk en ret god udsigt

Og så er der en lille bonus, som man ikke får med fra førersædet i bilen.

Man sidder ofte lidt højere i en bus.

Det betyder, at man kan kigge ind i folks haver.

Og det er jo næsten underholdning.

Man kan fundere over, hvorfor naboen har 14 havestole, men kun én gæst.

Man kan spekulere på, om den person, der styrter ud ad døren med en kaffekop i hånden, er glad, stresset eller bare er blevet vækket fem minutter for sent.

Man kan se på parcelhuskvarteret og tænke:

Er folk lykkelige her?

Har de travlt?

Hvorfor har alle så flotte hække?

Det er jo næsten en lille udflugt.

Og helt gratis.

Så måske skulle vi prøve noget andet?

Måske skulle vi ikke kun kigge på, hvor mange mennesker der lige nu tager bussen, når vi beslutter, hvor ofte den skal køre.

Måske skulle vi kigge på, hvor mange mennesker der kunne finde på at tage bussen, hvis den faktisk kom ofte nok.

For en tom bus er naturligvis lidt fjollet.

Men en tom bus, der kunne have været fyldt, fordi den kun kommer én gang i timen?

Det er næsten endnu mere fjollet.

Så næste gang jeg sidder på altanen og ser bilkøen vokse, vil jeg nok fortsætte med at tælle.

Én bil.

To biler.

Tre biler.

Og så en bybus.

Med plads til måske 30 mennesker.

Jeg kan allerede høre min indre matematiker hviske:

"Det regnestykke burde da være til at forstå..." 😉

Og hvis ikke andet, så er der i det mindste noget at kigge på, mens kaffen bliver kold.

             

Lad os fylde busserne igen - og undgå det evige problem med at finde en parkeringsplads ;-)

Altså ...... en win-win-situation!

Madspild – er det blevet en del af vores kultur?

 Madspild – er det blevet en del af vores kultur?

Det gør ondt langt ind i min sjæl, når jeg ser tallerkener med masser af mad blive smidt direkte i madaffaldsposen.

Er det virkelig blevet en del af vores kultur, at vi absolut skal servere i overflod – i stedet for at tænke lidt over, hvor meget vores maver rent faktisk kan holde til?

Forleden var jeg til et møde, hvor vi skulle forkæles.

Og det blev vi.

Vi fik serveret et kæmpestort og flot stjerneskud, islagkage og slik i flere skåle. Det hele så bestemt indbydende ud.

Men jeg kunne samtidig se, at nok halvdelen af de fremmødte – inklusive mig selv – næsten blev dårlige i maven bare ved synet af mængderne.

For selvfølgelig kæmpede vi bravt for ikke at være den, der levnede.

For det er jo heller ikke pænt!

Man skal helst spise op. Det lærte vi som børn.

For mit eget vedkommende var jeg blevet rigeligt mæt af den ene af de to store rødspættefileter – og gerne med alt pynten. ;-)

Der var altså flere, som ganske enkelt ikke kunne have mere i maven og derfor måtte levne.

Og så var der islagkagerne.

Der blev taget små stykker af alle slags, så man lige kunne smage dem. Det er jo også svært at vælge, når der står flere flotte islagkager foran én.

Men resultatet blev nogle meget hullede islagkager, som efterfølgende nok måtte en tur i fryseren igen.

Mon ikke tre islagkager var lige i overkanten?

To havde formentlig været rigeligt.

Og det er her, jeg begynder at tænke:

Er det kultur?

Er det blevet sådan, at “at forkæle” nødvendigvis betyder, at der skal være så meget mad, at ingen mennesker realistisk kan spise det hele?

At et veldækket bord er et tegn på overskud – også selvom en del af overskuddet ender i skraldespanden?

For ikke så længe siden så jeg et program i TV, hvor man viste, hvor meget mad der dagligt bliver smidt ud.

Det er rent ud sagt UHYGGELIGT.

Og ja, selvfølgelig skal vi have noget at spise.

Selvfølgelig skal vi kunne hygge os.

Og selvfølgelig må der gerne være lidt ekstra, når vi holder fest eller mødes.

Men måske kunne “lidt ekstra” nogle gange være lidt mindre ekstra?

For hvis alle havde mad nok, var det måske til at leve med.

Men har alle det?

Det spørgsmål synes jeg, vi burde stille os selv, næste gang vi står og fylder tallerkenen – eller planlægger, hvor meget der skal på bordet.

Måske er det ikke gæstfrihed at servere så meget, at gæsterne ikke kan spise det.

Måske er det bare blevet en vane.

Og måske er det på tide, at vi ændrer den kultur.