Jeg fordriver ikke tiden – jeg bruger den
Tidsfordriv er et ord, jeg absolut ikke kan lide.
Når nogen spørger: "Hvad får du tiden til at gå med?" eller "Hvad fordriver du tiden med?", er det lige før, jeg bliver en smule hidsig.
Fordrive tiden til hvad? Døden?
Efter min mening er det kun små børn, der glæder sig til juleaften, som med rette kan få hjælp til at "fordrive tiden", indtil gaveræset går i gang. Så slipper de måske for ondt i maven og de evige spørgsmål: "Hvornår skal vi have gaver?"
Men voksne mennesker? Nej.
Jeg er efterhånden blevet en gammel nisse, og jeg ved godt, at den tid, jeg har tilbage, er den korteste del af mit liv. Derfor har jeg ikke lyst til at fordrive den. Jeg vil bruge den – så længe min gamle hjerne vil være med.
Der er stadig så meget, jeg gerne vil lære. Det kniber bare lidt med indlæringen efter mit hjertestop for omkring 14 år siden. Det er, som om alting skal fortælles et par hundrede gange, før det hænger fast. Jeg plejer at sige, at det må være klisteret, der er forsvundet.
Hvis jeg ikke holder noget ved lige næsten hver eneste dag, kan jeg godt regne med at begynde helt forfra, næste gang jeg tager fat. Det er mildest talt tidskrævende.
Der er selvfølgelig masser af situationer, hvor man bare venter. Og venter. Og venter. Det kan være ganske irriterende.
Derfor har jeg altid et let strikke- eller hækletøj i tasken – gerne en karklud eller en serviet. Skal jeg med bus eller sidde i en lufthavn, har jeg også en lille, tynd bog med. Er jeg på vej til udlandet, er den måske endda på det lokale sprog. Og så har jeg altid papir og kuglepen ved hånden.
Små episoder har nemlig det med at stikke af, hvis de ikke bliver skrevet ned med det samme. I hvert fald hos mig.
Så næste gang, du er fristet til at spørge: "Hvad fordriver du tiden med?", så prøv i stedet:
"Hvad har du gang i for tiden?"
Det lyder både pænere, mere positivt – og som om tiden er noget, der er værd at passe på.
Uanset hvad - så løber den!
