Pilleæskens mystiske indhold

Jeg er kommet i den alder, hvor indholdet i pilleæsken er vokset så meget, at jeg ikke længere selv har helt styr på det. Heldigvis har jeg hjemmeplejen til at sortere dem, så jeg ikke pludselig kommer til at tage mandagspillerne om fredagen. Det kunne jo give lidt ekstra spænding i hverdagen.

I det første rum i pilleæsken ligger der vist omkring ni piller, og så er der lidt færre i de andre.

Jeg undrer mig faktisk af og til over, hvordan alle de piller finder rundt i mit system.

Jeg putter de ni piller i munden, og så ser jeg for mig, hvordan hjertepillerne suser målrettet afsted mod hjertet for at gøre deres pligt. En anden pille drejer ned mod mavesækken, for der er åbenbart også noget, den skal ordne dér.

Men hvordan ved de egentlig, hvor de skal hen?

I dag har jeg så ovenikøbet fået en pille mere mod blærebetændelse. Samtidig har jeg lidt ondt i halsen.

Pillen er jo en slags antibiotika. Så hvorfor kan den ikke lige så godt hjælpe både blæren og halsen, når den nu alligevel er på arbejde?

Hvordan i alverden finder den rundt?

Måske er der et skiltesystem inde i kroppen:

Blære → til højre.
Hals → ligeud.
Hjerte → tredje vej på venstre hånd.

Jeg forestiller mig næsten, at pillerne snakker sammen på vej ned gennem halsrøret.

“Hey, hvor skal du hen?”

“Jeg skal til hjertet.”

“Nå, jeg skal til blæren. Vi ses!”

Eller måske er de mere som små robotter, der bare ved, hvad de skal gøre, og fiser afsted gennem blodkarrene, indtil de finder det helt rigtige sted.

Men så kommer det næste spørgsmål:

Kan vi være sikre på, at de ikke slås på vejen?

Hvad nu hvis to piller mødes og bliver uenige?

“Jeg var her først!”

“Ja, men jeg virker altså stærkere end dig!”

Og hvad hvis de ligefrem ophæver hinandens virkningskraft?

Ja, jeg spørger bare.

For vi mennesker sluger jo troligt det hele, når lægen finder frem til snart det ene og snart det andet. Vi stoler på, at nogen har styr på det.

Måske er vi i virkeligheden lidt godtroende.

Eller måske er det netop troen, der hjælper os mere, end vi går og tror.

Det har sågar fået et fint navn: placeboeffekten.

Så måske er spørgsmålet ikke kun, om pillerne ved, hvor de skal hen.

Måske handler det også lidt om, hvor meget vi tror på, at de virker.

Og hvis det er tilfældet, så håber jeg da, at mine piller har en rigtig god selvtillid.

For de har altså en del arbejde at gøre. ;-)

                                          Kroppens skiltesystem: Piller på vej

Hvor mange biler kan der være i en bybus? 🚌🚗

Hvor mange biler kan der være i en bybus? 🚌🚗

En lun morgen på altanen – før telefonen begynder at ringe – er en dejlig måde at starte dagen på.

Byen begynder langsomt at vågne.

Kaffekopperne fyldes. Fuglene larmer. Og bilerne... holder i kø - kø - kø.

Bybusserne forsøger imens tappert at overholde fartplanen. Nogle gange med passagerer. Andre gange med så få, at man næsten får lyst til at vinke undskyldende til chaufføren.

Og så begynder jeg at tænke:

Hvor mange biler kan der egentlig være i en bybus?

Nu er jeg ikke matematiker, men hvis der kan sidde omkring 30 mennesker i en bus, og der sidder én person i hver bil i køen, så kunne én bus jo potentielt erstatte en hel lille parade af biler.

Men nej.

Vi vil åbenbart hellere sidde alene i vores bil.

Helst i en kø, der står fuldstændig stille.

Her har man så god tid til at pille næse, tjekke telefonen, stirre tomt ud i luften og overveje livets store spørgsmål:

Hvorfor tog jeg ikke bussen?

Det er jo egentlig et ret godt spørgsmål.

For i bussen kan man læne sig tilbage. Man kan kigge ud ad vinduet. Man kan høre musik, læse lidt eller bare lade være med at foretage sig noget som helst.

Og imens sidder buschaufføren faktisk og laver noget nyttigt: Han transporterer mennesker.

I stedet for at være endnu et køretøj i en lang række af køretøjer, der alle sammen forsøger at komme frem til præcis det samme sted – på præcis samme tid.

Men HVORFOR tager vi bilen?

Det spørgsmål tumler jeg ofte med.

For hvis vi gerne vil have færre biler på vejene, så virker det lidt besynderligt, at løsningen nogle steder er:

Færre busafgange.

Der er ikke så mange passagerer i busserne, siger man.

Nej.

Men hvis bussen kun kommer, når man næsten har glemt, at den eksisterer, så er det måske heller ikke så mærkeligt?

Hvis der går en time mellem busserne i et bybuskvarter, skal man være både meget tålmodig og meget optimistisk for at vælge offentlig transport.

Hvis man derimod ved, at der kommer en bus om 10-15 minutter, bliver det pludselig meget lettere at tænke:

"Nå ja, jeg tager da bare bussen."

Flere afgange giver flere passagerer.

Eller måske er det bare min naive logik?

Bussen har faktisk en ret god udsigt

Og så er der en lille bonus, som man ikke får med fra førersædet i bilen.

Man sidder ofte lidt højere i en bus.

Det betyder, at man kan kigge ind i folks haver.

Og det er jo næsten underholdning.

Man kan fundere over, hvorfor naboen har 14 havestole, men kun én gæst.

Man kan spekulere på, om den person, der styrter ud ad døren med en kaffekop i hånden, er glad, stresset eller bare er blevet vækket fem minutter for sent.

Man kan se på parcelhuskvarteret og tænke:

Er folk lykkelige her?

Har de travlt?

Hvorfor har alle så flotte hække?

Det er jo næsten en lille udflugt.

Og helt gratis.

Så måske skulle vi prøve noget andet?

Måske skulle vi ikke kun kigge på, hvor mange mennesker der lige nu tager bussen, når vi beslutter, hvor ofte den skal køre.

Måske skulle vi kigge på, hvor mange mennesker der kunne finde på at tage bussen, hvis den faktisk kom ofte nok.

For en tom bus er naturligvis lidt fjollet.

Men en tom bus, der kunne have været fyldt, fordi den kun kommer én gang i timen?

Det er næsten endnu mere fjollet.

Så næste gang jeg sidder på altanen og ser bilkøen vokse, vil jeg nok fortsætte med at tælle.

Én bil.

To biler.

Tre biler.

Og så en bybus.

Med plads til måske 30 mennesker.

Jeg kan allerede høre min indre matematiker hviske:

"Det regnestykke burde da være til at forstå..." 😉

Og hvis ikke andet, så er der i det mindste noget at kigge på, mens kaffen bliver kold.

             

Lad os fylde busserne igen - og undgå det evige problem med at finde en parkeringsplads ;-)

Altså ...... en win-win-situation!

Madspild – er det blevet en del af vores kultur?

 Madspild – er det blevet en del af vores kultur?

Det gør ondt langt ind i min sjæl, når jeg ser tallerkener med masser af mad blive smidt direkte i madaffaldsposen.

Er det virkelig blevet en del af vores kultur, at vi absolut skal servere i overflod – i stedet for at tænke lidt over, hvor meget vores maver rent faktisk kan holde til?

Forleden var jeg til et møde, hvor vi skulle forkæles.

Og det blev vi.

Vi fik serveret et kæmpestort og flot stjerneskud, islagkage og slik i flere skåle. Det hele så bestemt indbydende ud.

Men jeg kunne samtidig se, at nok halvdelen af de fremmødte – inklusive mig selv – næsten blev dårlige i maven bare ved synet af mængderne.

For selvfølgelig kæmpede vi bravt for ikke at være den, der levnede.

For det er jo heller ikke pænt!

Man skal helst spise op. Det lærte vi som børn.

For mit eget vedkommende var jeg blevet rigeligt mæt af den ene af de to store rødspættefileter – og gerne med alt pynten. ;-)

Der var altså flere, som ganske enkelt ikke kunne have mere i maven og derfor måtte levne.

Og så var der islagkagerne.

Der blev taget små stykker af alle slags, så man lige kunne smage dem. Det er jo også svært at vælge, når der står flere flotte islagkager foran én.

Men resultatet blev nogle meget hullede islagkager, som efterfølgende nok måtte en tur i fryseren igen.

Mon ikke tre islagkager var lige i overkanten?

To havde formentlig været rigeligt.

Og det er her, jeg begynder at tænke:

Er det kultur?

Er det blevet sådan, at “at forkæle” nødvendigvis betyder, at der skal være så meget mad, at ingen mennesker realistisk kan spise det hele?

At et veldækket bord er et tegn på overskud – også selvom en del af overskuddet ender i skraldespanden?

For ikke så længe siden så jeg et program i TV, hvor man viste, hvor meget mad der dagligt bliver smidt ud.

Det er rent ud sagt UHYGGELIGT.

Og ja, selvfølgelig skal vi have noget at spise.

Selvfølgelig skal vi kunne hygge os.

Og selvfølgelig må der gerne være lidt ekstra, når vi holder fest eller mødes.

Men måske kunne “lidt ekstra” nogle gange være lidt mindre ekstra?

For hvis alle havde mad nok, var det måske til at leve med.

Men har alle det?

Det spørgsmål synes jeg, vi burde stille os selv, næste gang vi står og fylder tallerkenen – eller planlægger, hvor meget der skal på bordet.

Måske er det ikke gæstfrihed at servere så meget, at gæsterne ikke kan spise det.

Måske er det bare blevet en vane.

Og måske er det på tide, at vi ændrer den kultur.

Tidsfordriv - jeg fordriver ikke tiden – jeg bruger den

Jeg fordriver ikke tiden – jeg bruger den

Tidsfordriv er et ord, jeg absolut ikke kan lide.

Når nogen spørger: "Hvad får du tiden til at gå med?" eller "Hvad fordriver du tiden med?", er det lige før, jeg bliver en smule hidsig.

Fordrive tiden til hvad? Døden?

Efter min mening er det kun små børn, der glæder sig til juleaften, som med rette kan få hjælp til at "fordrive tiden", indtil gaveræset går i gang. Så slipper de måske for ondt i maven og de evige spørgsmål: "Hvornår skal vi have gaver?"

Men voksne mennesker? Nej.

Jeg er efterhånden blevet en gammel nisse, og jeg ved godt, at den tid, jeg har tilbage, er den korteste del af mit liv. Derfor har jeg ikke lyst til at fordrive den. Jeg vil bruge den – så længe min gamle hjerne vil være med.

Der er stadig så meget, jeg gerne vil lære. Det kniber bare lidt med indlæringen efter mit hjertestop for omkring 14 år siden. Det er, som om alting skal fortælles et par hundrede gange, før det hænger fast. Jeg plejer at sige, at det må være klisteret, der er forsvundet.

Hvis jeg ikke holder noget ved lige næsten hver eneste dag, kan jeg godt regne med at begynde helt forfra, næste gang jeg tager fat. Det er mildest talt tidskrævende.

Der er selvfølgelig masser af situationer, hvor man bare venter. Og venter. Og venter. Det kan være ganske irriterende.

Derfor har jeg altid et let strikke- eller hækletøj i tasken – gerne en karklud eller en serviet. Skal jeg med bus eller sidde i en lufthavn, har jeg også en lille, tynd bog med. Er jeg på vej til udlandet, er den måske endda på det lokale sprog. Og så har jeg altid papir og kuglepen ved hånden.

Små episoder har nemlig det med at stikke af, hvis de ikke bliver skrevet ned med det samme. I hvert fald hos mig.

Så næste gang, du er fristet til at spørge: "Hvad fordriver du tiden med?", så prøv i stedet:

"Hvad har du gang i for tiden?"

Det lyder både pænere, mere positivt – og som om tiden er noget, der er værd at passe på.

Uanset hvad - så løber den!