Pilleæskens mystiske indhold

Jeg er kommet i den alder, hvor indholdet i pilleæsken er vokset så meget, at jeg ikke længere selv har helt styr på det. Heldigvis har jeg hjemmeplejen til at sortere dem, så jeg ikke pludselig kommer til at tage mandagspillerne om fredagen. Det kunne jo give lidt ekstra spænding i hverdagen.

I det første rum i pilleæsken ligger der vist omkring ni piller, og så er der lidt færre i de andre.

Jeg undrer mig faktisk af og til over, hvordan alle de piller finder rundt i mit system.

Jeg putter de ni piller i munden, og så ser jeg for mig, hvordan hjertepillerne suser målrettet afsted mod hjertet for at gøre deres pligt. En anden pille drejer ned mod mavesækken, for der er åbenbart også noget, den skal ordne dér.

Men hvordan ved de egentlig, hvor de skal hen?

I dag har jeg så ovenikøbet fået en pille mere mod blærebetændelse. Samtidig har jeg lidt ondt i halsen.

Pillen er jo en slags antibiotika. Så hvorfor kan den ikke lige så godt hjælpe både blæren og halsen, når den nu alligevel er på arbejde?

Hvordan i alverden finder den rundt?

Måske er der et skiltesystem inde i kroppen:

Blære → til højre.
Hals → ligeud.
Hjerte → tredje vej på venstre hånd.

Jeg forestiller mig næsten, at pillerne snakker sammen på vej ned gennem halsrøret.

“Hey, hvor skal du hen?”

“Jeg skal til hjertet.”

“Nå, jeg skal til blæren. Vi ses!”

Eller måske er de mere som små robotter, der bare ved, hvad de skal gøre, og fiser afsted gennem blodkarrene, indtil de finder det helt rigtige sted.

Men så kommer det næste spørgsmål:

Kan vi være sikre på, at de ikke slås på vejen?

Hvad nu hvis to piller mødes og bliver uenige?

“Jeg var her først!”

“Ja, men jeg virker altså stærkere end dig!”

Og hvad hvis de ligefrem ophæver hinandens virkningskraft?

Ja, jeg spørger bare.

For vi mennesker sluger jo troligt det hele, når lægen finder frem til snart det ene og snart det andet. Vi stoler på, at nogen har styr på det.

Måske er vi i virkeligheden lidt godtroende.

Eller måske er det netop troen, der hjælper os mere, end vi går og tror.

Det har sågar fået et fint navn: placeboeffekten.

Så måske er spørgsmålet ikke kun, om pillerne ved, hvor de skal hen.

Måske handler det også lidt om, hvor meget vi tror på, at de virker.

Og hvis det er tilfældet, så håber jeg da, at mine piller har en rigtig god selvtillid.

For de har altså en del arbejde at gøre. ;-)

                                          Kroppens skiltesystem: Piller på vej