mandag den 5. oktober 2026

To fingre, et gammelt orgel og Grundtvig

I dag, den 5. oktober, må jeg altså skrive om N.F.S. Grundtvig igen.

For mange år siden blev jeg konfirmeret netop på denne dato. Og i kirken sang vi „Han, som på jorden bejler“.

Han, som på jorden bejler
til troskab uden svig,
når vi kun vil, besegler
sin pagt om Himmerig.
Han døber med den Helligånd
på ord, som aldrig fejler,
han rækker os sin hånd.

En salme, som Grundtvig skrev til sin egen datters konfirmation i Vartov Kirke godt 100 år tidligere.

Salmen har altid haft en særlig betydning for mig.

Jeg kan huske, hvordan jeg øvede og øvede den hjemme på mit gamle, arvede stueorgel med blæsebælg. Præsten havde fortalt os, at netop denne salme skulle synges i kirken på den store dag, og så måtte jeg jo hellere være forberedt.

Noder kunne jeg ikke finde ud af, så det foregik efter gehør og med det, jeg vil kalde to-finger-systemet.

Mon ikke min mor på et tidspunkt har syntes, at denne salme blev tærsket lige lovligt grundigt igennem?

Ikke nok med, at melodien ikke altid var helt fejlfri. Der var også den evindelige lyd af blæsebælgen, som skulle trædes godt og grundigt for at få lyd ud af det gamle træværk.

Tramp, tramp, tramp – og så en salme.

De mange timers kamp med tangenterne gav mig dog en kæmpe oplevelse.

Under konfirmationsforberedelserne skulle vi på besøg og rundvisning i kirken. Da vi stod ved orglet, spurgte guiden, om der var nogen, der kunne spille.

En af mine klassekammerater svarede straks:

„Jeg kan spille Den glade vandrer.“

Det mente guiden vist ikke lige passede sig i kirken.

Hvordan jeg fik mod til det, ved jeg ikke, men da ingen andre kom med et bud, sagde jeg, at jeg kunne spille „Han, som på jorden bejler“.

Men kun med to fingre.

Til stor undren for mine klassekammerater blev den stille, lidt fattige pige sat til rette ved det store kirkeorgel.

Jeg var ikke engang nervøs, da jeg begyndte at spille.

Og jeg spillede den helt fejlfrit.

Det var naturligvis en af den slags øjeblikke, hvor man bagefter var „dagens mand i skysovs“ – eller måske snarere dagens pige i orgelstolen.

Jeg fik senere at vide, at der havde stået turister og kigget op mod orglet.

Men lur mig, om ikke de har tænkt:

„Den dér organist skulle vist lige lære at spille rigtigt efter noder.“ ;-)

Og måske havde de egentlig ret.

Men den dag lærte jeg noget andet:

Man behøver åbenbart ikke altid kunne det hele på den rigtige måde.

Nogle gange skal man bare kunne to fingre, en salme og have mod nok til at sætte sig ved det store orgel.

Og så hjælper det selvfølgelig gevaldigt, hvis man har øvet sig hjemme.

Til stor irritation for sin mor.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar