torsdag den 20. august 2026

Madspild – er det blevet en del af vores kultur?

 Madspild – er det blevet en del af vores kultur?

Det gør ondt langt ind i min sjæl, når jeg ser tallerkener med masser af mad blive smidt direkte i madaffaldsposen.

Er det virkelig blevet en del af vores kultur, at vi absolut skal servere i overflod – i stedet for at tænke lidt over, hvor meget vores maver rent faktisk kan holde til?

Forleden var jeg til et møde, hvor vi skulle forkæles.

Og det blev vi.

Vi fik serveret et kæmpestort og flot stjerneskud, islagkage og slik i flere skåle. Det hele så bestemt indbydende ud.

Men jeg kunne samtidig se, at nok halvdelen af de fremmødte – inklusive mig selv – næsten blev dårlige i maven bare ved synet af mængderne.

For selvfølgelig kæmpede vi bravt for ikke at være den, der levnede.

For det er jo heller ikke pænt!

Man skal helst spise op. Det lærte vi som børn.

For mit eget vedkommende var jeg blevet rigeligt mæt af den ene af de to store rødspættefileter – og gerne med alt pynten. ;-)

Der var altså flere, som ganske enkelt ikke kunne have mere i maven og derfor måtte levne.

Og så var der islagkagerne.

Der blev taget små stykker af alle slags, så man lige kunne smage dem. Det er jo også svært at vælge, når der står flere flotte islagkager foran én.

Men resultatet blev nogle meget hullede islagkager, som efterfølgende nok måtte en tur i fryseren igen.

Mon ikke tre islagkager var lige i overkanten?

To havde formentlig været rigeligt.

Og det er her, jeg begynder at tænke:

Er det kultur?

Er det blevet sådan, at “at forkæle” nødvendigvis betyder, at der skal være så meget mad, at ingen mennesker realistisk kan spise det hele?

At et veldækket bord er et tegn på overskud – også selvom en del af overskuddet ender i skraldespanden?

For ikke så længe siden så jeg et program i TV, hvor man viste, hvor meget mad der dagligt bliver smidt ud.

Det er rent ud sagt UHYGGELIGT.

Og ja, selvfølgelig skal vi have noget at spise.

Selvfølgelig skal vi kunne hygge os.

Og selvfølgelig må der gerne være lidt ekstra, når vi holder fest eller mødes.

Men måske kunne “lidt ekstra” nogle gange være lidt mindre ekstra?

For hvis alle havde mad nok, var det måske til at leve med.

Men har alle det?

Det spørgsmål synes jeg, vi burde stille os selv, næste gang vi står og fylder tallerkenen – eller planlægger, hvor meget der skal på bordet.

Måske er det ikke gæstfrihed at servere så meget, at gæsterne ikke kan spise det.

Måske er det bare blevet en vane.

Og måske er det på tide, at vi ændrer den kultur.





tirsdag den 4. august 2026

Tidsfordriv - jeg fordriver ikke tiden – jeg bruger den

Jeg fordriver ikke tiden – jeg bruger den

Tidsfordriv er et ord, jeg absolut ikke kan lide.

Når nogen spørger: "Hvad får du tiden til at gå med?" eller "Hvad fordriver du tiden med?", er det lige før, jeg bliver en smule hidsig.

Fordrive tiden til hvad? Døden?

Efter min mening er det kun små børn, der glæder sig til juleaften, som med rette kan få hjælp til at "fordrive tiden", indtil gaveræset går i gang. Så slipper de måske for ondt i maven og de evige spørgsmål: "Hvornår skal vi have gaver?"

Men voksne mennesker? Nej.

Jeg er efterhånden blevet en gammel nisse, og jeg ved godt, at den tid, jeg har tilbage, er den korteste del af mit liv. Derfor har jeg ikke lyst til at fordrive den. Jeg vil bruge den – så længe min gamle hjerne vil være med.

Der er stadig så meget, jeg gerne vil lære. Det kniber bare lidt med indlæringen efter mit hjertestop for omkring 14 år siden. Det er, som om alting skal fortælles et par hundrede gange, før det hænger fast. Jeg plejer at sige, at det må være klisteret, der er forsvundet.

Hvis jeg ikke holder noget ved lige næsten hver eneste dag, kan jeg godt regne med at begynde helt forfra, næste gang jeg tager fat. Det er mildest talt tidskrævende.

Der er selvfølgelig masser af situationer, hvor man bare venter. Og venter. Og venter. Det kan være ganske irriterende.

Derfor har jeg altid et let strikke- eller hækletøj i tasken – gerne en karklud eller en serviet. Skal jeg med bus eller sidde i en lufthavn, har jeg også en lille, tynd bog med. Er jeg på vej til udlandet, er den måske endda på det lokale sprog. Og så har jeg altid papir og kuglepen ved hånden.

Små episoder har nemlig det med at stikke af, hvis de ikke bliver skrevet ned med det samme. I hvert fald hos mig.

Så næste gang, du er fristet til at spørge: "Hvad fordriver du tiden med?", så prøv i stedet:

"Hvad har du gang i for tiden?"

Det lyder både pænere, mere positivt – og som om tiden er noget, der er værd at passe på.

Uanset hvad - så løber den!



Der er intet så skidt, at det ikke er godt for noget

Dagligt kigger jeg ud på et renoveringsprojekt, der har stået mere eller mindre stille i to-tre år. Det kan godt undre mig, for der må være mange penge bundet i sådan et projekt. Og jeg kan da heller ikke lade være med at tænke på dem, der en dag skal flytte ind – mon ikke de ekstra udgifter i sidste ende ender på huslejen?

Personligt ville jeg nu langt hellere have en smuk udsigt fra mine vinduer.

Men tro det eller ej – nogle dage eller uger om året får jeg faktisk lige præcis det. Når sneen lægger sig som et hvidt tæppe over de store jord- og affaldsbunker, ser det hele pludselig meget pænere ud. De dage nyder jeg virkelig udsigten.

Tiden går dog også for jordbunker. Efterhånden spirer blomsterfrø og andre planter frem, og nu er området fyldt med vilde blomster. Kan man så stadig brokke sig?

Ja … men nej.

For de vilde blomster har tiltrukket et væld af sommerfugle, og gråspurvene flokkes mellem planterne. Pludselig summer og kvidrer det af liv lige uden for mit vindue.

Det minder mig om det gamle ordsprog: Der er intet så skidt, at det ikke er godt for noget.

Så tak for byggerodet – i hvert fald for den lille naturoplevelse, det har givet mig. 😉



fredag den 31. juli 2026

TUMLINGEN er nu tilbage med naive og fjollede betragtninger!

 Jeg er ikke TUMLING for ingenting.

Det er til både at grine og græde over denne formiddags fund!

Jeg ville prøve at rydde op i det rod, jeg har på min PC, og fandt pludselig denne blog-side ( altså min egen BLOG ).

JAMEN, jeg var målløs - den havde jeg glemt alt om - hvilken hullet si min hukommelse er.

Jeg indrømmer blankt, at især korttidshukommelsen er svækket betydeligt. 

MEN, jeg har bestemt mig for at fortsætte, selvom sidste indlæg er over 12 år gammel.

Jeg vil genoptage mine naive og fjollede betragtninger - og giver forhåbentlig læserne lidt at grine af - og måske lidt eftertænksomhed.




lørdag den 24. marts 2012

Huske-system - hukommelsessystem

Gad vide, hvilket system man skal bruge for at huske alt det, man gerne vil huske.

Alt hvad der er ude af øje - er ude af sind.

Mon der er overbelastning i hjernen?
Bliver noget skubbet ud, for at give plads til andet?


Jeg tror, jeg løser problemet ved at sætte sedler op på alle dørkarme - heldigvis har jeg mange af dem.

                                        Det var mit indlæg i 2012        


Jeg skriver i dag på en ny blog - klik her for at læse den: https://dagligdagensviseord.blogspot.com  
- der er nye ide`er til at hjælpe hukommelsen.

14 år senere

I dag, 14 år efter jeg fik en erhvervet hjerneskade med mange hukommelsesproblemer til følge, ved jeg, at det ikke er nok at sætte sedler op på alle dørkarme.

Der skal mere til!

Det er faktisk rigtigt, at det, der er ude af øje, ofte også er ude af sind.

I mit tilfælde har problemerne blandt andet ramt min indlæring. Det betyder, at jeg skal have de samme ting at vide igen og igen.

Det, jeg kunne for en uge siden, kan være fuldstændig væk i dag.

Derfor laver jeg manualer. Nogle gange helt ned i den mindste detalje. Jeg printer dem ud og lægger dem i mapper, så jeg kan finde dem igen, når jeg får brug for dem.

Men så opstår det næste problem.

Når den dag kommer, hvor jeg for eksempel skal lave et nyt opslag på bloggen, kan jeg ikke huske, hvor jeg har lagt manualen.

Så kan jeg bruge lang tid på at lede efter den.

Og pludselig finder jeg måske to næsten ens kopier af den samme manual.

Det er både frustrerende og, synes jeg, et stort tidsspilde.

Jeg har mange mapper med alle mulige skriblerier. Grunden til, at manualerne bliver væk, er nok, at min hjerne den pågældende dag synes, at manualen hører hjemme i en bestemt mappe.

Næste gang jeg har brug for hjælp til det samme, kan jeg derfor ikke finde den gamle manual.

Så laver jeg en ny, printer den ud – og lægger den måske i en helt anden mappe, fordi den dér dag føles som det rigtige sted.

Og så er cirklen ligesom sluttet.

Den sidste tid har jeg derfor brugt på at lave endnu et nyt system.

Men denne gang tror jeg faktisk, at det er brugbart.

Det vil jeg fortælle mere om i et kommende indlæg.





tirsdag den 14. februar 2012

Køkkenallergi

Det er da så let - ja, det er det da - for dem der kan.

Det er da let at bage boller - det tager bare 10 minutter, så er de klar til hævning på pladen.

JA - men bare det at forme bollerne tager jo lang tid - det klistrer og man støver det hele til med mel.

Jeg beundrer de mennesker, der boltrer sig i et køkken.
Men hold da op, hvor har jeg problemer med det.

Er der noget at sige til, at jeg næsten har køkkenallergi?


Dette var mit indlæg i 2012

Året, hvor jeg havde et hjerte-stop og erhvervede mig en mindre hjerneskade – dog med store kognitive problemer til følge.

Et af de områder, der blev ramt, var min talforståelse.

Det udmøntede sig en dag i en tragikomisk fortælling.

Da min blog netop er af den naive og lidt fjollede slags, vil jeg fortælle historien på den sjove måde, selvom jeg den dag var ganske forskrækket over det.

Jeg vil dog lige starte med at sige, at jeg ikke ligefrem er en ørn i et køkken. Men jeg har da lavet mad til mig og mine gennem 70 år.

Jeg startede vist først, da jeg var omkring 12 år. ;-)

Min overskrift "køkken-allergi" har jeg altid haft lidt af – men den blev da endnu værre efter den oplevelse, som jeg nu endelig kommer til.


Den lille vægt

Jeg havde anskaffet mig en meget lille vægt, fordi jeg ikke kunne regne små mængder ud.

Den skulle selvfølgelig afprøves.

Samtidig tog jeg en stor røremaskine i brug – og huskede dog at fjerne støvet fra den først. ;-)

Jeg lyver ikke, når jeg fortæller, at jeg skulle læse hver ingredienslinje flere gange, inden jeg puttede noget i maskinen.

Måske var det netop, fordi jeg skulle koncentrere mig om hver linje for sig, at det gik galt.

Nåh – der skulle 3 dl væske i.

Vupti! Det var let nok at måle af.

Det gik også fint med gær, salt og sukker, som blev vejet og målt efter bedste evne.

Så skulle der 400 g mel i.

Jeg husker ikke opskriften så nøje længere, men 400 g mel var altså det, der stod.

Og så gik det galt!

Jeg tog den lille vægt og begyndte at veje.

400 g.

Det stod der på displayet.

Så puttede jeg melet i maskinen.

Så startede et cirka tre minutter langt køren, hvor jeg forundret kiggede på processen.

Der kom ikke noget dej ud af det.

Bare noget tyndtflydende.

Så begyndte mine tanker at springe rundt i hovedet på mig:

Hvorfor? Hvorfor?

Hvis der havde siddet fluer rundt på væggen og fulgt dette optrin, tror jeg, de var faldet ned på bordpladen af bare grin.

Men jeg var rystet.


Det lille komma

Endelig gik det op for mig.

Den lille vægt skrev ganske vist 400 g på displayet – men der var et komma!

Jeg havde altså kun målt 40 gram af.

Vægten kunne højst veje 300 gram ad gangen, så den var virkelig lille.

Så blev jeg endnu mere rystet.

Tænk, at min hjerne ikke kunne vurdere mængdeforskellen mellem mine ingredienser!

Forestil dig den lille vægt med den lille bitte bule af mel.

Og mig, der stod og kiggede på den uden i et splitsekund at kunne se, at der var noget helt galt.

Det lykkedes dog at få lavet en bolledej.

Da det endelig gik op for mig, hvad problemet var, skulle jeg bare bruge en større vægt – og sikre mig, at der stod 400 g. ;-)


Køkkenet blev et maskinrum

Disse kognitive problemer har efterhånden gjort mit køkken til et større maskinrum!

Der er automatiske maskiner snart over det hele. ;-)

Og min køkkenallergi er faktisk blevet mindre.

Så helt galt gik det altså ikke.

Men jeg holder stadig mest af de opskrifter, hvor der står:

"Tilsæt efter behag."

Det er lige noget for min hjerne! ;-)





onsdag den 25. januar 2012

Politik

Vil man beholde sit gode humør, så skal man ikke snakke politik med andre end dem, man er enige med.

Hold da op - hvor det kan trække tænder ud!

Som ofte nævnt, er det vrede, der på sigt sætter sig som sygdomme, så set ud fra det, så har politikerne vist meget på samvittigheden.

Det er jo ikke sjældent, at det er alt deres "børnehavesnak", der kan få folk til at toppes som to kamphaner.


Måske skulle I kære politiker prøve at tænke lidt over, hvad I udsætter folket for!