Madspild – er det blevet en del af vores kultur?
Det gør ondt langt ind i min sjæl, når jeg ser tallerkener med masser af mad blive smidt direkte i madaffaldsposen.
Er det virkelig blevet en del af vores kultur, at vi absolut skal servere i overflod – i stedet for at tænke lidt over, hvor meget vores maver rent faktisk kan holde til?
Forleden var jeg til et møde, hvor vi skulle forkæles.
Og det blev vi.
Vi fik serveret et kæmpestort og flot stjerneskud, islagkage og slik i flere skåle. Det hele så bestemt indbydende ud.
Men jeg kunne samtidig se, at nok halvdelen af de fremmødte – inklusive mig selv – næsten blev dårlige i maven bare ved synet af mængderne.
For selvfølgelig kæmpede vi bravt for ikke at være den, der levnede.
For det er jo heller ikke pænt!
Man skal helst spise op. Det lærte vi som børn.
For mit eget vedkommende var jeg blevet rigeligt mæt af den ene af de to store rødspættefileter – og gerne med alt pynten. ;-)
Der var altså flere, som ganske enkelt ikke kunne have mere i maven og derfor måtte levne.
Og så var der islagkagerne.
Der blev taget små stykker af alle slags, så man lige kunne smage dem. Det er jo også svært at vælge, når der står flere flotte islagkager foran én.
Men resultatet blev nogle meget hullede islagkager, som efterfølgende nok måtte en tur i fryseren igen.
Mon ikke tre islagkager var lige i overkanten?
To havde formentlig været rigeligt.
Og det er her, jeg begynder at tænke:
Er det kultur?
Er det blevet sådan, at “at forkæle” nødvendigvis betyder, at der skal være så meget mad, at ingen mennesker realistisk kan spise det hele?
At et veldækket bord er et tegn på overskud – også selvom en del af overskuddet ender i skraldespanden?
For ikke så længe siden så jeg et program i TV, hvor man viste, hvor meget mad der dagligt bliver smidt ud.
Det er rent ud sagt UHYGGELIGT.
Og ja, selvfølgelig skal vi have noget at spise.
Selvfølgelig skal vi kunne hygge os.
Og selvfølgelig må der gerne være lidt ekstra, når vi holder fest eller mødes.
Men måske kunne “lidt ekstra” nogle gange være lidt mindre ekstra?
For hvis alle havde mad nok, var det måske til at leve med.
Men har alle det?
Det spørgsmål synes jeg, vi burde stille os selv, næste gang vi står og fylder tallerkenen – eller planlægger, hvor meget der skal på bordet.
Måske er det ikke gæstfrihed at servere så meget, at gæsterne ikke kan spise det.
Måske er det bare blevet en vane.
Og måske er det på tide, at vi ændrer den kultur.
