Livet kan nogle gange føles som en karruseltur, hvor man af og til bliver både svimmel og rundtosset.
Har man fundet den forkerte forlystelsespark – eller bare den forkerte karrusel?
Det er så let at sige, at man bare skal tage livet let, fordi man alligevel ikke kommer levende fra det.
De tre linjer skrev jeg i 2011, da jeg var total blog-begynder. Og de kunne lige så godt være skrevet af mig i dag.
For bedst som man tror, at nu kører det endelig i den rigtige retning, bliver der pludselig vendt op og ned på det hele.
Gennem snak med læger og psykologer syntes jeg faktisk, at jeg var kommet ind på den vej, der skulle få samling på både mine rundtossede tanker og mine fysisk forvirrende systemer.
Men nej.
Det startede ellers fint nok.
Jeg begyndte beslutsomt at samle mine ting sammen i grupper. Min erhvervede hjerneskade efter et hjertestop havde i omkring 14 år lavet nye systemer konstant.
Nu skulle der være orden i sagerne.
Jeg samlede for eksempel alt mit garn.
Det blev fundet fem-seks forskellige steder.
Jeg satte mærkater på her og der, så jeg kunne finde det igen og forhåbentlig undgå at fortsætte min trang til hele tiden at opfinde nye systemer.
Og langsomt begyndte jeg faktisk at kunne slappe lidt mere af.
Jeg kunne se, at de gode råd, jeg havde fået fra psykologen, faktisk hjalp mig.
Ganske vist langsomt.
Men det gør ikke noget, at det går langsomt – bare det ikke går i stå!
Men så kom min mors gamle ordsprog frem igen:
„Der kommer altid en mand i vejen med en slæde.“
Ja, det skal jeg lige love for.
Her kunne jeg godt genkalde mig barndommens ture i karrusellen.
For når noget pludselig skifter retning for mig, bliver jeg både svimmel og rundtosset i et stykke tid. Hjernen skal lige samle sig igen.
Og så må man op på hesten igen.
Alt det, der lige så langsomt var begyndt at vokse frem, må nu sættes på pause på grund af udefrakommende hasteting.
Mit hjem, som langsomt var blevet mere og mere overskueligt, fordi de fleste ting havde fundet en fast og fælles plads, kan nu igen ses med papkasser og diverse arvegods stående i alle hjørner.
Og nej – de ting kom ikke bare listende ind som en pladstyv om natten.
Jeg havde selv åbnet døren for dem.
Ganske vist kun for en kortere tid.
Det var den eneste mulighed, jeg havde for at hjælpe mine børn i en akut pladsmangel. Et hus skulle ryddes, og der var ikke tid til sortering på stedet.
Så her bliver der nok sorteringsfest de næste mange måneder. ;-)
Det er fint.
Jeg kan snildt leve med kasser i hvert eneste hjørne igen, selv om karruselturen lige blev genoplevet.
For sådan er livet åbenbart.
Man tror, man har fundet den rigtige karrusel.
Så drejer den pludselig en anden vej.
Man bliver lidt svimmel.
Samler hjernen op.
Og prøver igen.
