Man føler sig lidt ydmyg over dette mærkelige fænomen: at man pludselig kan se verden i fugleperspektiv.
Man føler sig også ydmyg over, at himlen er så nær – og dog så langt væk. Det er egentlig en underlig følelse.
Himlen er jo uendelig!
Denne lille tekst skrev jeg i 2011. Det var dengang, jeg åbenbart troede, at en blogtekst sagtens kunne bestå af fire-fem linjer. Det kan den sikkert også, men jeg har siden fundet ud af, at jeg åbenbart har meget mere at sige om en flyvetur.
For når jeg læser de gamle linjer i dag, kan jeg faktisk godt lide dem. De var korte, men de var mine inderste og temmelig ydmyge tanker om det at flyve.
Jeg tænker, at det må have været en tur til udlandet. Min dagligdag byder ikke ligefrem på flyveture både først og sidst, så når jeg endelig kommer op i luften, er det nok svært at lade være med at filosofere lidt.
Og jeg husker faktisk, at flyet var meget mindre indvendigt, end jeg havde forestillet mig.
Det var sådan set fint nok, da vi stod på jorden.
Men da flyet kom op i luften, begyndte jeg at tænke over, hvor utrolig lidt der egentlig er under ens numse.
På jorden er der jo gulv.
I luften er der... ja, luft.
Det er en detalje, man måske ikke behøver tænke alt for længe over, når man sidder i et fly.
Men det fascinerende er selvfølgelig at kigge ud af vinduet.
At komme op over skyerne og pludselig kun kunne se det blå.
Blå.
Blå.
Blå.
Uendeligt blåt for vores øjne.
Og så kommer de lidt mærkelige tanker.
Jeg tænker tit på, om der er masser af liv deroppe over skyerne, som vi bare ikke kan se. Ikke nødvendigvis små grønne mænd eller engle med travlt på arbejde – men måske noget, vi endnu ikke ved noget om.
Det er måske også noget af det, jeg godt kan lide ved at flyve.
Man kommer lidt væk fra det hele.
Man kan kigge ned på jorden, som pludselig ser helt anderledes ud, og op på himlen, som pludselig føles tættere på.
Og så sidder man der midt imellem.
Mellem himmel og jord.
Det er blevet til flere flyveture med årene, og hver gang ender mine tanker på en eller anden måde samme sted:
På himlen.
På jorden.
På hvor mærkeligt det egentlig er, at vi kan flyve rundt deroppe.
Og selvfølgelig på alt det, der befinder sig mellem himmel og jord.
Det er måske ikke så tosset endda at bruge en flyvetur på at filosofere lidt.
Også selv om man sidder og holder godt fast i armlænet imens.
