Det er ganske forfærdeligt, når man pludselig ser sig selv som en sur gammel mokke.
Jeg skælder ud over alting.
Det kræver handling fra min side. Jeg må finde ud af, hvor dette onde kommer fra, for almindeligvis er jeg glad og positiv – men lige nu er det hele en by i Rusland.
Den første betingelse for at ændre noget er, at man er bevidst om, at noget skal ændres.
DET ER JEG.
Så, gamle sure mokke – på med vanten!
Det gamle indlæg
Ovenstående skrev jeg i 2012, da jeg endnu var helt grøn og totalt ukendt med det at skrive en blog.
Indlægget får lov til at blive stående. Det minder mig om, hvor langt jeg faktisk er kommet siden dengang – og ikke mindst om, hvor langt jeg er kommet efter mit hjertestop for 14 år siden, som desværre gav mig en mindre hjerneskade.
Jeg har trænet hårdt, og jeg synes selv, at jeg er blevet bedre til at skrive. Der er stadig meget at lære om det at skrive en blog, men jeg kan i det mindste se en forskel, når jeg læser mine gamle indlæg.
Da jeg for nylig genså det gamle indlæg, tænkte jeg:
Hvorfor var jeg egentlig en gammel mokke den dag?
Det har jeg ingen anelse om.
Jeg skrev ikke om det, og min hukommelse hjælper mig bestemt ikke med at finde svaret.
Men jeg kan til gengæld fortælle, hvorfor jeg er en sur gammel mokke i dag!
Jeg tænker mig til problemer
Jeg har en meget irriterende uvane.
Jeg drager alt for hurtigt konklusioner om andre menneskers adfærd.
Det gælder også min egen familie.
Jeg kan opleve noget, nogen siger eller gør, og så går min hjerne straks i gang med at finde en forklaring.
Og den forklaring er ikke nødvendigvis særlig positiv.
Det er ikke, fordi jeg ønsker at være sensationslysten eller skabe drama. Tværtimod piner det mig rigtig meget.
For når først tankerne er sat i gang, kan mit liv nærmest gå i stå, mens jeg går rundt og tænker over dem.
Sådan var det også i dag.
Jeg havde nærmest lavet min egen lille konspirationsteori inde i hovedet. Jeg blev både sur og irriteret og nåede at bruge flere timer på at tænke dumme tanker.
Og så viste det sig, at virkeligheden var en helt anden.
Faktisk var det en rigtig fin ting, der var sket.
Jeg havde bare fået det hele drejet helt forkert inde i mit hoved.
Det er svært at slippe tankerne
Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg bare fremover vil lade være med at drage forhastede konklusioner.
Så enkelt er det desværre ikke.
Min erhvervede hjerneskade har sandsynligvis også en del af skylden.
Når først min hjerne har fået en tanke ind, kan den have svært ved at slippe den igen. Tanken drejer rundt og rundt i hovedet, i stedet for at smutte ud, så nye og sundere tanker kan få plads.
Og det er dér, jeg skal være opmærksom.
For måske er det ikke altid det, der sker omkring mig, jeg skal forsøge at ændre.
Måske skal jeg først og fremmest øve mig i at spørge mig selv:
Ved jeg egentlig, at det er sådan – eller er det bare noget, jeg har tænkt mig til?
Det spørgsmål kunne jeg godt have brugt nogle timer tidligere i dag.
Så jeg er måske stadig en sur gammel mokke en gang imellem.
Men jeg er i det mindste blevet bedre til at opdage det.
Og det er vel egentlig et meget godt sted at begynde.
