Det er da let at bage boller - det tager bare 10 minutter, så er de klar til hævning på pladen.
JA - men bare det at forme bollerne tager jo lang tid - det klistrer og man støver det hele til med mel.
Jeg beundrer de mennesker, der boltrer sig i et køkken.
Men hold da op, hvor har jeg problemer med det.
Er der noget at sige til, at jeg næsten har køkkenallergi?
Dette var mit indlæg i 2012
Året, hvor jeg havde et hjerte-stop og erhvervede mig en mindre hjerneskade – dog med store kognitive problemer til følge.
Et af de områder, der blev ramt, var min talforståelse.
Det udmøntede sig en dag i en tragikomisk fortælling.
Da min blog netop er af den naive og lidt fjollede slags, vil jeg fortælle historien på den sjove måde, selvom jeg den dag var ganske forskrækket over det.
Jeg vil dog lige starte med at sige, at jeg ikke ligefrem er en ørn i et køkken. Men jeg har da lavet mad til mig og mine gennem 70 år.
Jeg startede vist først, da jeg var omkring 12 år. ;-)
Min overskrift "køkken-allergi" har jeg altid haft lidt af – men den blev da endnu værre efter den oplevelse, som jeg nu endelig kommer til.
Den lille vægt
Jeg havde anskaffet mig en meget lille vægt, fordi jeg ikke kunne regne små mængder ud.
Den skulle selvfølgelig afprøves.
Samtidig tog jeg en stor røremaskine i brug – og huskede dog at fjerne støvet fra den først. ;-)
Jeg lyver ikke, når jeg fortæller, at jeg skulle læse hver ingredienslinje flere gange, inden jeg puttede noget i maskinen.
Måske var det netop, fordi jeg skulle koncentrere mig om hver linje for sig, at det gik galt.
Nåh – der skulle 3 dl væske i.
Vupti! Det var let nok at måle af.
Det gik også fint med gær, salt og sukker, som blev vejet og målt efter bedste evne.
Så skulle der 400 g mel i.
Jeg husker ikke opskriften så nøje længere, men 400 g mel var altså det, der stod.
Og så gik det galt!
Jeg tog den lille vægt og begyndte at veje.
400 g.
Det stod der på displayet.
Så puttede jeg melet i maskinen.
Så startede et cirka tre minutter langt køren, hvor jeg forundret kiggede på processen.
Der kom ikke noget dej ud af det.
Bare noget tyndtflydende.
Så begyndte mine tanker at springe rundt i hovedet på mig:
Hvorfor? Hvorfor?
Hvis der havde siddet fluer rundt på væggen og fulgt dette optrin, tror jeg, de var faldet ned på bordpladen af bare grin.
Men jeg var rystet.
Det lille komma
Endelig gik det op for mig.
Den lille vægt skrev ganske vist 400 g på displayet – men der var et komma!
Jeg havde altså kun målt 40 gram af.
Vægten kunne højst veje 300 gram ad gangen, så den var virkelig lille.
Så blev jeg endnu mere rystet.
Tænk, at min hjerne ikke kunne vurdere mængdeforskellen mellem mine ingredienser!
Forestil dig den lille vægt med den lille bitte bule af mel.
Og mig, der stod og kiggede på den uden i et splitsekund at kunne se, at der var noget helt galt.
Det lykkedes dog at få lavet en bolledej.
Da det endelig gik op for mig, hvad problemet var, skulle jeg bare bruge en større vægt – og sikre mig, at der stod 400 g. ;-)
Køkkenet blev et maskinrum
Disse kognitive problemer har efterhånden gjort mit køkken til et større maskinrum!
Der er automatiske maskiner snart over det hele. ;-)
Og min køkkenallergi er faktisk blevet mindre.
Så helt galt gik det altså ikke.
Men jeg holder stadig mest af de opskrifter, hvor der står:
"Tilsæt efter behag."
Det er lige noget for min hjerne! ;-)
