tirsdag den 14. februar 2012

Køkkenallergi

Det er da så let - ja, det er det da - for dem der kan.

Det er da let at bage boller - det tager bare 10 minutter, så er de klar til hævning på pladen.

JA - men bare det at forme bollerne tager jo lang tid - det klistrer og man støver det hele til med mel.

Jeg beundrer de mennesker, der boltrer sig i et køkken.
Men hold da op, hvor har jeg problemer med det.

Er der noget at sige til, at jeg næsten har køkkenallergi?


Dette var mit indlæg i 2012

Året, hvor jeg havde et hjerte-stop og erhvervede mig en mindre hjerneskade – dog med store kognitive problemer til følge.

Et af de områder, der blev ramt, var min talforståelse.

Det udmøntede sig en dag i en tragikomisk fortælling.

Da min blog netop er af den naive og lidt fjollede slags, vil jeg fortælle historien på den sjove måde, selvom jeg den dag var ganske forskrækket over det.

Jeg vil dog lige starte med at sige, at jeg ikke ligefrem er en ørn i et køkken. Men jeg har da lavet mad til mig og mine gennem 70 år.

Jeg startede vist først, da jeg var omkring 12 år. ;-)

Min overskrift "køkken-allergi" har jeg altid haft lidt af – men den blev da endnu værre efter den oplevelse, som jeg nu endelig kommer til.


Den lille vægt

Jeg havde anskaffet mig en meget lille vægt, fordi jeg ikke kunne regne små mængder ud.

Den skulle selvfølgelig afprøves.

Samtidig tog jeg en stor røremaskine i brug – og huskede dog at fjerne støvet fra den først. ;-)

Jeg lyver ikke, når jeg fortæller, at jeg skulle læse hver ingredienslinje flere gange, inden jeg puttede noget i maskinen.

Måske var det netop, fordi jeg skulle koncentrere mig om hver linje for sig, at det gik galt.

Nåh – der skulle 3 dl væske i.

Vupti! Det var let nok at måle af.

Det gik også fint med gær, salt og sukker, som blev vejet og målt efter bedste evne.

Så skulle der 400 g mel i.

Jeg husker ikke opskriften så nøje længere, men 400 g mel var altså det, der stod.

Og så gik det galt!

Jeg tog den lille vægt og begyndte at veje.

400 g.

Det stod der på displayet.

Så puttede jeg melet i maskinen.

Så startede et cirka tre minutter langt køren, hvor jeg forundret kiggede på processen.

Der kom ikke noget dej ud af det.

Bare noget tyndtflydende.

Så begyndte mine tanker at springe rundt i hovedet på mig:

Hvorfor? Hvorfor?

Hvis der havde siddet fluer rundt på væggen og fulgt dette optrin, tror jeg, de var faldet ned på bordpladen af bare grin.

Men jeg var rystet.


Det lille komma

Endelig gik det op for mig.

Den lille vægt skrev ganske vist 400 g på displayet – men der var et komma!

Jeg havde altså kun målt 40 gram af.

Vægten kunne højst veje 300 gram ad gangen, så den var virkelig lille.

Så blev jeg endnu mere rystet.

Tænk, at min hjerne ikke kunne vurdere mængdeforskellen mellem mine ingredienser!

Forestil dig den lille vægt med den lille bitte bule af mel.

Og mig, der stod og kiggede på den uden i et splitsekund at kunne se, at der var noget helt galt.

Det lykkedes dog at få lavet en bolledej.

Da det endelig gik op for mig, hvad problemet var, skulle jeg bare bruge en større vægt – og sikre mig, at der stod 400 g. ;-)


Køkkenet blev et maskinrum

Disse kognitive problemer har efterhånden gjort mit køkken til et større maskinrum!

Der er automatiske maskiner snart over det hele. ;-)

Og min køkkenallergi er faktisk blevet mindre.

Så helt galt gik det altså ikke.

Men jeg holder stadig mest af de opskrifter, hvor der står:

"Tilsæt efter behag."

Det er lige noget for min hjerne! ;-)





onsdag den 25. januar 2012

Politik

Vil man beholde sit gode humør, så skal man ikke snakke politik med andre end dem, man er enige med.

Hold da op - hvor det kan trække tænder ud!

Som ofte nævnt, er det vrede, der på sigt sætter sig som sygdomme, så set ud fra det, så har politikerne vist meget på samvittigheden.

Det er jo ikke sjældent, at det er alt deres "børnehavesnak", der kan få folk til at toppes som to kamphaner.


Måske skulle I kære politiker prøve at tænke lidt over, hvad I udsætter folket for!



torsdag den 19. januar 2012

Når jeg bliver en sur gammel mokke – og tænker mig til noget, der ikke passer

Det er ganske forfærdeligt, når man pludselig ser sig selv som en sur gammel mokke.

Jeg skælder ud over alting.

Det kræver handling fra min side. Jeg må finde ud af, hvor dette onde kommer fra, for almindeligvis er jeg glad og positiv – men lige nu er det hele en by i Rusland.

Den første betingelse for at ændre noget er, at man er bevidst om, at noget skal ændres.

DET ER JEG.

Så, gamle sure mokke – på med vanten!

Det gamle indlæg

Ovenstående skrev jeg i 2012, da jeg endnu var helt grøn og totalt ukendt med det at skrive en blog.

Indlægget får lov til at blive stående. Det minder mig om, hvor langt jeg faktisk er kommet siden dengang – og ikke mindst om, hvor langt jeg er kommet efter mit hjertestop for 14 år siden, som desværre gav mig en mindre hjerneskade.

Jeg har trænet hårdt, og jeg synes selv, at jeg er blevet bedre til at skrive. Der er stadig meget at lære om det at skrive en blog, men jeg kan i det mindste se en forskel, når jeg læser mine gamle indlæg.

Da jeg for nylig genså det gamle indlæg, tænkte jeg:

Hvorfor var jeg egentlig en gammel mokke den dag?

Det har jeg ingen anelse om.

Jeg skrev ikke om det, og min hukommelse hjælper mig bestemt ikke med at finde svaret.

Men jeg kan til gengæld fortælle, hvorfor jeg er en sur gammel mokke i dag!

Jeg tænker mig til problemer

Jeg har en meget irriterende uvane.

Jeg drager alt for hurtigt konklusioner om andre menneskers adfærd.

Det gælder også min egen familie.

Jeg kan opleve noget, nogen siger eller gør, og så går min hjerne straks i gang med at finde en forklaring.

Og den forklaring er ikke nødvendigvis særlig positiv.

Det er ikke, fordi jeg ønsker at være sensationslysten eller skabe drama. Tværtimod piner det mig rigtig meget.

For når først tankerne er sat i gang, kan mit liv nærmest gå i stå, mens jeg går rundt og tænker over dem.

Sådan var det også i dag.

Jeg havde nærmest lavet min egen lille konspirationsteori inde i hovedet. Jeg blev både sur og irriteret og nåede at bruge flere timer på at tænke dumme tanker.

Og så viste det sig, at virkeligheden var en helt anden.

Faktisk var det en rigtig fin ting, der var sket.

Jeg havde bare fået det hele drejet helt forkert inde i mit hoved.

Det er svært at slippe tankerne

Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg bare fremover vil lade være med at drage forhastede konklusioner.

Så enkelt er det desværre ikke.

Min erhvervede hjerneskade har sandsynligvis også en del af skylden.

Når først min hjerne har fået en tanke ind, kan den have svært ved at slippe den igen. Tanken drejer rundt og rundt i hovedet, i stedet for at smutte ud, så nye og sundere tanker kan få plads.

Og det er dér, jeg skal være opmærksom.

For måske er det ikke altid det, der sker omkring mig, jeg skal forsøge at ændre.

Måske skal jeg først og fremmest øve mig i at spørge mig selv:

Ved jeg egentlig, at det er sådan – eller er det bare noget, jeg har tænkt mig til?

Det spørgsmål kunne jeg godt have brugt nogle timer tidligere i dag.

Så jeg er måske stadig en sur gammel mokke en gang imellem.

Men jeg er i det mindste blevet bedre til at opdage det.

Og det er vel egentlig et meget godt sted at begynde.






tirsdag den 10. januar 2012

Hold på hat og briller – og dit vejr! 🤧

Hold på hat og briller – og ikke mindst dit vejr – når nogen nyser i din nærhed.

For vidste du, at man har målt et nys til en hastighed på omkring 150 km/t?

150 km/t!

Det er jo ikke bare et lille atjuuu.

Det er nærmest en raketopsendelse fra næsen! 🚀

Og det bliver faktisk endnu mere interessant – det, der kommer ud med nys og host, kan sprede sig flere meter væk.

Så hvis du står lige i nærheden, kan det være en god idé at holde lidt afstand.

Eller måske bare tage benene på nakken. 😂

Det er jo heller ikke så mærkeligt, at vi går rundt og snøfter, hoster og pudser næse, når man tænker på, hvor effektivt sådan et nys egentlig er.

Så hvis det er dig, der er forkølet, så dæmp lige for "vind og vand" og husk at holde dig for munden, når du hoster eller nyser.

Det er en lille ting.

Men en ret god ting.


En gammel tekst fra 2012

Min gamle tekst her fra 2012 er vist stadig gyldig.

Ja, faktisk så gyldig, at jeg næsten blev lidt overrasket, da jeg læste den igen.

Ikke mindst nu, hvor vi går ind i efteråret, hvor forkølelser og influenza begynder at liste rundt og hilse på.

Jeg møder nemlig ofte en person, der bare hoster ud i luften.

Og jeg mener bare hoster.

Der er ikke noget med en hånd foran munden eller en albue i vejen.

Næh nej.

Bare:

HOST!

Lige ud i luften.

Og nogle gange både højt og flere gange.

Det er altså ikke så sjovt at stå lige ved siden af.

For når man så tænker på det, jeg skrev i starten – at sådan noget kan sprede sig flere meter – så får man næsten lyst til at finde et usynligt skjold frem.

Puuu ha! 😳


Dengang jeg blev bange for gelændere

Da jeg læste mit gamle indlæg igen, kom jeg til at tænke på et hygiejnekursus, jeg var på i mine unge dage.

Vi så en film, hvor man fulgte bakteriernes gang på et hospital.

Og hold da op!

Den film var effektiv.

Bakterien startede sin rejse på et gelænder, da en forkølet person lagde sin hånd på det.

Lige efter kom en anden person og rørte ved præcis det samme sted.

Og så var vi i gang.

Pludselig var der to personer, der gik ind på hospitalet med bakterier på hænderne.

Derefter fulgte man bakteriernes videre færd.

For alt, hvad personerne rørte ved, blev vist med en slags farve, så man kunne se, hvor bakterierne bevægede sig hen.

Gelænder.

Dørhåndtag.

Borde.

Stole.

Alt muligt.

Og jeg kan godt fortælle jer, at hele klassen næsten ikke turde røre ved noget bagefter.

Vi var vist lige ved at blive en lille smule paranoide.

"Har du rørt ved det gelænder?"

"Ja."

"Så holder jeg mig altså væk!"

😂

Jeg tror faktisk, vi gik rundt og kiggede mistænksomt på alle dørhåndtag resten af dagen.


Men filmen havde en pointe

Selvom filmen gjorde os lidt hysteriske, så var budskabet faktisk rigtig godt.

Vask hænderne.

Især når man er på et hospital, hvor man møder syge mennesker, som måske har et lavt immunforsvar.

Det er jo ikke ligefrem dem, vi skal komme slæbende med vores forkølelse til.

Men egentlig gælder det jo også alle andre steder.

Vi rører ved gelændere, dørhåndtag, indkøbsvogne, betalingsterminaler og alt muligt andet i løbet af en dag.

Og bagefter rører vi måske ved vores ansigt.

Næsen.

Munden.

Øjnene.

Ja, vi er faktisk ret gode til at hjælpe bakterierne rundt.

Nærmest som små gratis taxaer. 😬

Så håndvask er bestemt ikke en dum idé.


Og så er der det med at hoste...

Det er altså også vigtigt, at vi holder os for munden, når vi hoster eller nyser.

Ikke kun for vores egen skyld.

Men også for alle dem omkring os.

For selvom det kan føles som en lille og ubetydelig ting at holde en hånd eller – endnu bedre – albuen for munden, så kan det måske betyde, at personen ved siden af slipper for nogle dage med snotpapir, hostesaft og en næse, der føles som om den er blevet slebet med sandpapir.

Og det ønsker vi jo ikke for hinanden.

Så næste gang du mærker et nys på vej, så tænk lige på de 150 km/t.

Hold på hat og briller!

Og hold dig for munden.

Så:

Nys med omtanke. Host med omtanke. Og vask de hænder!

Det er faktisk ret god stil.

Og måske slipper vi andre for at gå rundt og være lidt paranoide over for gelændere igen. 😉




fredag den 6. januar 2012

Hundeluftere

Hundeluftere er da nogle dejlige og fornuftige mennesker - som regel.

Jeg er også almindeligvis god til "at vende pandekager" - altså at se tingene fra flere sider, MEN, der er alligevel noget, som jeg ikke finder undskyldning for.

Bl.a. at se en ellers nydelig dame lufte sine 2 store hunde på en kirkegård - det er altså for meget for mig.

Mange hænger deres moral på knagen i entreen, når de går hjemmefra.


torsdag den 5. januar 2012

Kære opfinder - magisk kugle ønskes


Kære opfinder.

 Kan du ikke opfinde en magisk kugle - en støvsamlerkugle?

Vi ved at støv samler sig i hjørner - under senge - på TVskærme o.s.v.

Tænk, hvis man kunne nøjes med at danse rundt i lejligheden eller huset - så støv og nullermænd flyver rundt - for derefter på magisk vis at suges ind på kuglen, som så blot efterfølgende skal tørres af.

Den skal selvfølgelig ikke være farlig - uha - men stå som et smukt interiøre i stuen.

Ih, hvor ku` det være dæjli......




tirsdag den 3. januar 2012

Det stakkels juletræ


Åh, det stakkels juletræ!

Det er knap nok fældet og pyntet - før det smides ud igen.

Hvad med alt det dejlige julepynt, der lige akkurat bliver luftet en dag eller to?
Tænk på den tid, der blev lagt i hvert et flettet hjerte, måske endda lavet af dine egne børn!
Nyd det dog!

Min hel personlige mening er, at det er pjattet at fælde et træ - en levende plante - bare for, at det for traditionens skyld skal stå i stuen juleaften.

Nyd dog træet og dets pynt - i en uge eller to - det lyser da op i de første lidt mørke og triste dage i januar.

Selvfølgelig kan man da jage nisserne ned i julekasserne - de har måske været fremme hele december og trænger til ro oven på alle drillerierne.
Lad englene få overtaget - det giver en herlig fred i huset.