Tidsfordriv - jeg fordriver ikke tiden – jeg bruger den

Jeg fordriver ikke tiden – jeg bruger den

Tidsfordriv er et ord, jeg absolut ikke kan lide.

Når nogen spørger: "Hvad får du tiden til at gå med?" eller "Hvad fordriver du tiden med?", er det lige før, jeg bliver en smule hidsig.

Fordrive tiden til hvad? Døden?

Efter min mening er det kun små børn, der glæder sig til juleaften, som med rette kan få hjælp til at "fordrive tiden", indtil gaveræset går i gang. Så slipper de måske for ondt i maven og de evige spørgsmål: "Hvornår skal vi have gaver?"

Men voksne mennesker? Nej.

Jeg er efterhånden blevet en gammel nisse, og jeg ved godt, at den tid, jeg har tilbage, er den korteste del af mit liv. Derfor har jeg ikke lyst til at fordrive den. Jeg vil bruge den – så længe min gamle hjerne vil være med.

Der er stadig så meget, jeg gerne vil lære. Det kniber bare lidt med indlæringen efter mit hjertestop for omkring 14 år siden. Det er, som om alting skal fortælles et par hundrede gange, før det hænger fast. Jeg plejer at sige, at det må være klisteret, der er forsvundet.

Hvis jeg ikke holder noget ved lige næsten hver eneste dag, kan jeg godt regne med at begynde helt forfra, næste gang jeg tager fat. Det er mildest talt tidskrævende.

Der er selvfølgelig masser af situationer, hvor man bare venter. Og venter. Og venter. Det kan være ganske irriterende.

Derfor har jeg altid et let strikke- eller hækletøj i tasken – gerne en karklud eller en serviet. Skal jeg med bus eller sidde i en lufthavn, har jeg også en lille, tynd bog med. Er jeg på vej til udlandet, er den måske endda på det lokale sprog. Og så har jeg altid papir og kuglepen ved hånden.

Små episoder har nemlig det med at stikke af, hvis de ikke bliver skrevet ned med det samme. I hvert fald hos mig.

Så næste gang, du er fristet til at spørge: "Hvad fordriver du tiden med?", så prøv i stedet:

"Hvad har du gang i for tiden?"

Det lyder både pænere, mere positivt – og som om tiden er noget, der er værd at passe på.

Uanset hvad - så løber den!

Der er intet så skidt, at det ikke er godt for noget

Dagligt kigger jeg ud på et renoveringsprojekt, der har stået mere eller mindre stille i to-tre år. Det kan godt undre mig, for der må være mange penge bundet i sådan et projekt. Og jeg kan da heller ikke lade være med at tænke på dem, der en dag skal flytte ind – mon ikke de ekstra udgifter i sidste ende ender på huslejen?

Personligt ville jeg nu langt hellere have en smuk udsigt fra mine vinduer.

Men tro det eller ej – nogle dage eller uger om året får jeg faktisk lige præcis det. Når sneen lægger sig som et hvidt tæppe over de store jord- og affaldsbunker, ser det hele pludselig meget pænere ud. De dage nyder jeg virkelig udsigten.

Tiden går dog også for jordbunker. Efterhånden spirer blomsterfrø og andre planter frem, og nu er området fyldt med vilde blomster. Kan man så stadig brokke sig?

Ja … men nej.

For de vilde blomster har tiltrukket et væld af sommerfugle, og gråspurvene flokkes mellem planterne. Pludselig summer og kvidrer det af liv lige uden for mit vindue.

Det minder mig om det gamle ordsprog: Der er intet så skidt, at det ikke er godt for noget.

Så tak for byggerodet – i hvert fald for den lille naturoplevelse, det har givet mig. 😉

TUMLINGEN er nu tilbage med naive og fjollede betragtninger!

 Jeg er ikke TUMLING for ingenting.

Det er til både at grine og græde over denne formiddags fund!

Jeg ville prøve at rydde op i det rod, jeg har på min PC, og fandt pludselig denne blog-side ( altså min egen BLOG ).

JAMEN, jeg var målløs - den havde jeg glemt alt om - hvilken hullet si min hukommelse er.

Jeg indrømmer blankt, at især korttidshukommelsen er svækket betydeligt. 

MEN, jeg har bestemt mig for at fortsætte, selvom sidste indlæg er over 12 år gammel.

Jeg vil genoptage mine naive og fjollede betragtninger - og giver forhåbentlig læserne lidt at grine af - og måske lidt eftertænksomhed.

Besøg gerne min anden blog

Huske-system - hukommelsessystem

Gad vide, hvilket system man skal bruge for at huske alt det, man gerne vil huske.

Alt hvad der er ude af øje - er ude af sind.

Mon der er overbelastning i hjernen?
Bliver noget skubbet ud, for at give plads til andet?


Jeg tror, jeg løser problemet ved at sætte sedler op på alle dørkarme - heldigvis har jeg mange af dem.

                                        Det var mit indlæg i 2012        

Jeg skriver i dag på en ny blog - klik her for at læse den: https://dagligdagensviseord.blogspot.com  

- der er nye ide`er til at hjælpe hukommelsen.

14 år senere

I dag, 14 år efter jeg fik en erhvervet hjerneskade med mange hukommelsesproblemer til følge, ved jeg, at det ikke er nok at sætte sedler op på alle dørkarme.

Der skal mere til!

Det er faktisk rigtigt, at det, der er ude af øje, ofte også er ude af sind.

I mit tilfælde har problemerne blandt andet ramt min indlæring. Det betyder, at jeg skal have de samme ting at vide igen og igen.

Det, jeg kunne for en uge siden, kan være fuldstændig væk i dag.

Derfor laver jeg manualer. Nogle gange helt ned i den mindste detalje. Jeg printer dem ud og lægger dem i mapper, så jeg kan finde dem igen, når jeg får brug for dem.

Men så opstår det næste problem.

Når den dag kommer, hvor jeg for eksempel skal lave et nyt opslag på bloggen, kan jeg ikke huske, hvor jeg har lagt manualen.

Så kan jeg bruge lang tid på at lede efter den.

Og pludselig finder jeg måske to næsten ens kopier af den samme manual.

Det er både frustrerende og, synes jeg, et stort tidsspilde.

Jeg har mange mapper med alle mulige skriblerier. Grunden til, at manualerne bliver væk, er nok, at min hjerne den pågældende dag synes, at manualen hører hjemme i en bestemt mappe.

Næste gang jeg har brug for hjælp til det samme, kan jeg derfor ikke finde den gamle manual.

Så laver jeg en ny, printer den ud – og lægger den måske i en helt anden mappe, fordi den dér dag føles som det rigtige sted.

Og så er cirklen ligesom sluttet.

Den sidste tid har jeg derfor brugt på at lave endnu et nyt system.

Men denne gang tror jeg faktisk, at det er brugbart.

Det vil jeg fortælle mere om i et kommende indlæg.

Køkkenallergi

Det er da så let - ja, det er det da - for dem der kan.

Det er da let at bage boller - det tager bare 10 minutter, så er de klar til hævning på pladen.

JA - men bare det at forme bollerne tager jo lang tid - det klistrer og man støver det hele til med mel.

Jeg beundrer de mennesker, der boltrer sig i et køkken.
Men hold da op, hvor har jeg problemer med det.

Er der noget at sige til, at jeg næsten har køkkenallergi?

Dette var mit indlæg i 2012

Året, hvor jeg havde et hjerte-stop og erhvervede mig en mindre hjerneskade – dog med store kognitive problemer til følge.

Et af de områder, der blev ramt, var min talforståelse.

Det udmøntede sig en dag i en tragikomisk fortælling.

Da min blog netop er af den naive og lidt fjollede slags, vil jeg fortælle historien på den sjove måde, selvom jeg den dag var ganske forskrækket over det.

Jeg vil dog lige starte med at sige, at jeg ikke ligefrem er en ørn i et køkken. Men jeg har da lavet mad til mig og mine gennem 70 år.

Jeg startede vist først, da jeg var omkring 12 år. ;-)

Min overskrift "køkken-allergi" har jeg altid haft lidt af – men den blev da endnu værre efter den oplevelse, som jeg nu endelig kommer til.

---

Den lille vægt

Jeg havde anskaffet mig en meget lille vægt, fordi jeg ikke kunne regne små mængder ud.

Den skulle selvfølgelig afprøves.

Samtidig tog jeg en stor røremaskine i brug – og huskede dog at fjerne støvet fra den først. ;-)

Jeg lyver ikke, når jeg fortæller, at jeg skulle læse hver ingredienslinje flere gange, inden jeg puttede noget i maskinen.

Måske var det netop, fordi jeg skulle koncentrere mig om hver linje for sig, at det gik galt.

Nåh – der skulle 3 dl væske i.

Vupti! Det var let nok at måle af.

Det gik også fint med gær, salt og sukker, som blev vejet og målt efter bedste evne.

Så skulle der 400 g mel i.

Jeg husker ikke opskriften så nøje længere, men 400 g mel var altså det, der stod.

Og så gik det galt!

Jeg tog den lille vægt og begyndte at veje.

400 g.

Det stod der på displayet.

Så puttede jeg melet i maskinen.

Så startede et cirka tre minutter langt køren, hvor jeg forundret kiggede på processen.

Der kom ikke noget dej ud af det.

Bare noget tyndtflydende.

Så begyndte mine tanker at springe rundt i hovedet på mig:

Hvorfor? Hvorfor?

Hvis der havde siddet fluer rundt på væggen og fulgt dette optrin, tror jeg, de var faldet ned på bordpladen af bare grin.

Men jeg var rystet.

---

Det lille komma

Endelig gik det op for mig.

Den lille vægt skrev ganske vist 400 g på displayet – men der var et komma!

Jeg havde altså kun målt 40 gram af.

Vægten kunne højst veje 300 gram ad gangen, så den var virkelig lille.

Så blev jeg endnu mere rystet.

Tænk, at min hjerne ikke kunne vurdere mængdeforskellen mellem mine ingredienser!

Forestil dig den lille vægt med den lille bitte bule af mel.

Og mig, der stod og kiggede på den uden i et splitsekund at kunne se, at der var noget helt galt.

Det lykkedes dog at få lavet en bolledej.

Da det endelig gik op for mig, hvad problemet var, skulle jeg bare bruge en større vægt – og sikre mig, at der stod 400 g. ;-)

---

Køkkenet blev et maskinrum

Disse kognitive problemer har efterhånden gjort mit køkken til et større maskinrum!

Der er automatiske maskiner snart over det hele. ;-)

Og min køkkenallergi er faktisk blevet mindre.

Så helt galt gik det altså ikke.

Men jeg holder stadig mest af de opskrifter, hvor der står:

"Tilsæt efter behag."

Det er lige noget for min hjerne! ;-)

Politik

Vil man beholde sit gode humør, så skal man ikke snakke politik med andre end dem, man er enige med.

Hold da op - hvor det kan trække tænder ud!

Som ofte nævnt, er det vrede, der på sigt sætter sig som sygdomme, så set ud fra det, så har politikerne vist meget på samvittigheden.

Det er jo ikke sjældent, at det er alt deres "børnehavesnak", der kan få folk til at toppes som to kamphaner.


Måske skulle I kære politiker prøve at tænke lidt over, hvad I udsætter folket for!

Når jeg bliver en sur gammel mokke – og tænker mig til noget, der ikke passer

Det er ganske forfærdeligt, når man pludselig ser sig selv som en sur gammel mokke.

Jeg skælder ud over alting.

Det kræver handling fra min side. Jeg må finde ud af, hvor dette onde kommer fra, for almindeligvis er jeg glad og positiv – men lige nu er det hele en by i Rusland.

Den første betingelse for at ændre noget er, at man er bevidst om, at noget skal ændres.

DET ER JEG.

Så, gamle sure mokke – på med vanten!

Det gamle indlæg

Ovenstående skrev jeg i 2012, da jeg endnu var helt grøn og totalt ukendt med det at skrive en blog.

Indlægget får lov til at blive stående. Det minder mig om, hvor langt jeg faktisk er kommet siden dengang – og ikke mindst om, hvor langt jeg er kommet efter mit hjertestop for 14 år siden, som desværre gav mig en mindre hjerneskade.

Jeg har trænet hårdt, og jeg synes selv, at jeg er blevet bedre til at skrive. Der er stadig meget at lære om det at skrive en blog, men jeg kan i det mindste se en forskel, når jeg læser mine gamle indlæg.

Da jeg for nylig genså det gamle indlæg, tænkte jeg:

Hvorfor var jeg egentlig en gammel mokke den dag?

Det har jeg ingen anelse om.

Jeg skrev ikke om det, og min hukommelse hjælper mig bestemt ikke med at finde svaret.

Men jeg kan til gengæld fortælle, hvorfor jeg er en sur gammel mokke i dag!

Jeg tænker mig til problemer

Jeg har en meget irriterende uvane.

Jeg drager alt for hurtigt konklusioner om andre menneskers adfærd.

Det gælder også min egen familie.

Jeg kan opleve noget, nogen siger eller gør, og så går min hjerne straks i gang med at finde en forklaring.

Og den forklaring er ikke nødvendigvis særlig positiv.

Det er ikke, fordi jeg ønsker at være sensationslysten eller skabe drama. Tværtimod piner det mig rigtig meget.

For når først tankerne er sat i gang, kan mit liv nærmest gå i stå, mens jeg går rundt og tænker over dem.

Sådan var det også i dag.

Jeg havde nærmest lavet min egen lille konspirationsteori inde i hovedet. Jeg blev både sur og irriteret og nåede at bruge flere timer på at tænke dumme tanker.

Og så viste det sig, at virkeligheden var en helt anden.

Faktisk var det en rigtig fin ting, der var sket.

Jeg havde bare fået det hele drejet helt forkert inde i mit hoved.

Det er svært at slippe tankerne

Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg bare fremover vil lade være med at drage forhastede konklusioner.

Så enkelt er det desværre ikke.

Min erhvervede hjerneskade har sandsynligvis også en del af skylden.

Når først min hjerne har fået en tanke ind, kan den have svært ved at slippe den igen. Tanken drejer rundt og rundt i hovedet, i stedet for at smutte ud, så nye og sundere tanker kan få plads.

Og det er dér, jeg skal være opmærksom.

For måske er det ikke altid det, der sker omkring mig, jeg skal forsøge at ændre.

Måske skal jeg først og fremmest øve mig i at spørge mig selv:

Ved jeg egentlig, at det er sådan – eller er det bare noget, jeg har tænkt mig til?

Det spørgsmål kunne jeg godt have brugt nogle timer tidligere i dag.

Så jeg er måske stadig en sur gammel mokke en gang imellem.

Men jeg er i det mindste blevet bedre til at opdage det.

Og det er vel egentlig et meget godt sted at begynde.