Den hårde tone – gør den egentlig gavn?

Ja, jeg spørger måske både naivt og dumt. Men hvis den hårde tone ikke gør nogen gavn, hvorfor bruger vi den så alle vegne?

Jeg har faktisk indrettet denne blog sådan, at man ikke kan svare direkte på mine naive og fjollede indlæg. Ikke fordi jeg ikke vil høre andres mening, men fordi jeg nødig vil lægge blog til nedgørelse og sårende kommentarer. Den slags har jeg ikke lyst til at bruge min tid på.

Jeg håber alligevel, at mange vil læse med. For selv om nogle af mine indlæg måske er lidt fjollede, gemmer der sig ofte en alvorlig tanke bag dem.

Og i dag handler det om den hårde tone.

De små i skolen – hvor har de lært den?

Mit naive svar er: Af os voksne!

Børn bliver påvirket længe før, de begynder i institution og skole. De lytter, ser og efterligner. De lægger mærke til, hvordan vi taler til hinanden, hvordan vi håndterer uenighed, og hvordan vi omtaler mennesker, vi ikke bryder os om.

Vi kan selvfølgelig ikke give forældrene skylden for alt, hvad børn gør. Men vi voksne har et ansvar. Børn lærer jo ikke kun af det, vi siger til dem. De lærer også af det, vi selv gør.

Og hvad så med de unge?

Mit naive svar er stadig: Af os voksne!

Forældre er rollemodeller på godt og ondt. Men der kommer også andre rollemodeller ind i billedet, efterhånden som børnene bliver større.

For eksempel vores politikere.

De unge skal lære samfundsfag og sætte sig ind i, hvordan Danmark bliver styret. De skal lære om demokrati, politiske uenigheder og om at finde løsninger på de problemer, vi står overfor.

Men hvad møder de, når de ser politiske debatter?

Alt for ofte oplever vi politikere, der afbryder hinanden, taler ned til hinanden eller forsøger at gøre modstanderen til grin. Jeg har mange gange slukket for fjernsynet, når debatten blev for hård.

Jeg er efterhånden gammel nok til at kunne vælge det fra. Men det kan de unge ikke på samme måde, hvis de skal følge med i samfundet og forstå, hvordan demokratiet fungerer.

Hvad lærer de af den måde at tale sammen på?

Lærer de, at det gælder om at råbe højest og ramme modstanderen hårdest? Eller lærer de, at man godt kan være uenig og alligevel tale ordentligt til hinanden?

Politikere behøver bestemt ikke være enige. Tværtimod er uenighed en vigtig del af demokratiet. Men kunne man ikke godt diskutere de svære spørgsmål uden at nedgøre den, man er uenig med?

Jeg synes, det ville være et godt sted at begynde.

Men hvad med os andre?

Jeg er godt klar over, at jeg nu risikerer at få nogle mennesker på nakken, fordi jeg skriver om dem, der nedgør andre.

Men jeg vil alligevel stille et spørgsmål:

Har du nogensinde gået en mil i den andens sko, før du åbner munden?

Ikke nødvendigvis for at være enig med vedkommende. Ikke for at undskylde alt, hvad et andet menneske gør. Men bare for et øjeblik at overveje, om der måske er noget, du ikke ved.

Vi kender sjældent hele historien om et andet menneske. Vi ved ikke altid, hvad vedkommende har oplevet, hvad der ligger bag reaktionen, eller hvilke kampe der bliver kæmpet i det stille.

Det betyder ikke, at vi aldrig må kritisere hinanden. Selvfølgelig må vi det. Men der er forskel på at kritisere en handling og på at ydmyge et menneske.

Den forskel synes jeg, vi skal passe på ikke at glemme.

Et gammelt digt med et stadig aktuelt budskab

Jeg kom til at tænke på et gammelt digt, Judge Softly, som tilskrives den amerikanske digter og afholdsaktivist Mary T. Lathrap fra 1800-tallet. Digtet handler netop om, hvor let vi kan komme til at dømme andre uden at kende deres vilkår.

Det er også blevet forbundet med det kendte udtryk om at gå en mil i en andens sko, før man dømmer vedkommende.

Digtets budskab er enkelt: Vi bør dømme med mildhed, fordi vi ikke ved, hvilke vanskeligheder et andet menneske har måttet overvinde.

Det er en tanke, der stadig er værd at standse op ved.

For måske kunne vi alle sammen have godt af at spørge os selv lidt oftere: Ved jeg egentlig nok om dette menneske til at dømme så hårdt?

Et naivt spørgsmål til sidst

Jeg ved godt, at vi ikke kan gå rundt og være enige med alle. Og jeg ved også godt, at en venlig tone ikke løser alle problemer.

Men hvis den hårde tone gør mennesker kede af det, skaber afstand og lærer børn og unge, at man skal slå igen med ordene, hvad er det så egentlig, vi får ud af den?

Kunne vi ikke prøve noget andet?

Vi kan begynde derhjemme. Vi kan begynde i skolen. Vi kan begynde i Folketinget. Og vi kan begynde med os selv.

Det lyder måske naivt.

Men er det virkelig så fjollet at ønske sig en verden, hvor vi godt må være uenige uden at gøre hinanden mindre værd?

Det synes jeg faktisk ikke.