Set i bakspejlet har min erhvervede hjerneskade kostet mig rigtig mange penge!
Nej, dette indlæg er ikke skrevet for at beklage mig. Snarere for at forklare – både over for mig selv og måske andre i samme situation – hvorfor jeg gennem årene har brugt så mange penge på ting, som jeg egentlig ikke havde brug for. Eller måske havde jeg alligevel?
Jeg havde nemlig et stort behov for at kunne finde ud af noget igen. Bare lidt af det, jeg tidligere kunne uden overhovedet at tænke over det.
Da jeg fik min hjerneskade i 2012 efter et hjertestop, blev blandt andet min talforståelse ramt. Den lille tabel var pist væk! Så kommunen satte gang i genoptræning med at lægge to tal sammen, dividere og alt det andet, som de fleste af os ellers bare gør uden at tænke nærmere over det.
Jeg kunne for eksempel ikke længere følge en opskrift. Vægtangivelser og mængder gav ikke rigtig mening. 200 gram mel var pludselig ikke bare 200 gram mel. Det var nærmest en matematisk udfordring!
Tiden blev også en udfordring. Når jeg skulle i byen, måtte jeg have papir og blyant frem for at regne ud, hvornår jeg skulle med bussen. Det lykkedes ikke altid. Jeg tog ganske enkelt ofte fejl af tiden, for min hjerne ville ikke rigtig samarbejde.
Ved større rejser måtte familien regne det hele ud for mig. Jeg fik et skema, jeg skulle følge, og undervejs var der opringninger for at sikre, at jeg stadig var på rette vej.
På rejser til udlandet blev jeg afleveret af Flextrafik ved check-in. Derefter blev jeg fulgt gennem systemet og helt ud i flyet. Ved ankomsten stod en medarbejder klar til at hjælpe mig gennem lufthavnen og ud til den ventende familie.
Ja, jeg kunne blive ved med at fortælle.
Men nu var det jo pengene, det skulle handle om!
Velkommen til min lille butik!
Garn! Masser af garn!
Jeg måtte da kunne lære at strikke en klud. Det kunne vel ikke være så svært? Så blev der købt garn. Og lidt mere garn, for måske kunne jeg også lære at hækle en grydelap.
Nye ideer dukkede hele tiden op. Jeg måtte da kunne lære det igen!
Efterhånden har jeg garn nok til en mindre garnbutik. Kunderne mangler bare!
Så kom stoffet ind i billedet. Jeg måtte da kunne sy mundbind under coronaen. Og når jeg nu var i gang, kunne jeg måske også sy en lille bluse. Eller et patchworktæppe. Ja, hvorfor sætte grænser for sine evner?
Nu var min lille butik udvidet med både garn og stof.
Men det var ikke altid lige nemt at få ideerne omsat til virkelighed. Alting tog mere end dobbelt så lang tid for mig, og ofte lykkedes det ikke helt, som jeg havde forestillet mig.
Så blev jeg skuffet. Og hvad gør man så?
Man finder selvfølgelig på noget nyt!
Derfor flyttede quilling-strimler også ind i butikken. Man ved jo aldrig, hvad hjernen pludselig kan finde ud af.
Og så var der sudoku!
Før hjerneskaden klarede jeg de svære opgaver uden problemer. Men lige efter hjertestoppet kunne jeg ikke engang finde tre tal i den allernemmeste sudoku.
Det måtte jeg da kunne lære igen!
Så jeg købte et hæfte. Og et mere. Og endnu et.
Nu har jeg vist omkring 30 hæfter. Så hvis nogen mangler en sudoku, er der mulighed for at åbne en lille afdeling i butikken.
Der er også kommet mange bøger til. Bøger om hjernen, hukommelsen og alle mulige måder at træne den på. Min lille butik er efterhånden blevet til både garnbutik, stofhandel og boghandel.
Nå ja, og så var der lige de 25 puslespil, som også skulle afprøves. Det skulle jo være så sundt for hjernen!
En butik fuld af håb – og en hel del rod!
Når jeg nu ser mig omkring, kan jeg godt se, at det er løbet lidt af med mig.
Jeg har brugt rigtig mange penge. Jeg har samlet på skuffelser, når tingene ikke lykkedes, og jeg har fyldt min lille lejlighed med kreative materialer, bøger, hæfter og puslespil.
Jeg er efterhånden ved at drukne i mine egne gode ideer!
Hver morgen kan jeg tænke: "I dag skal du altså i gang med noget af alt det, du har købt. Du SKAL!"
Men HVAD?
Og så står jeg der. Med alle mulighederne lige foran mig og en hjerne, der ikke altid kan finde ud af, hvor den skal begynde.
Det er nemlig ikke altid sjovt at have en hjerne, der ikke fungerer optimalt. Det kan være frustrerende, udmattende og skuffende at ville noget, som man ikke længere kan udføre på samme måde som før.
Men når det er sagt, så er der også noget andet i historien.
For alle de mange indkøb var jo ikke kun udtryk for, at jeg havde fået en lidt dyr hobby med hang til lageropbygning. De var også udtryk for, at jeg ikke ville give op. Jeg ville prøve igen. Jeg ville lære igen. Jeg ville finde tilbage til nogle af de ting, der tidligere havde været en naturlig del af mit liv.
Og jeg er faktisk nået langt!
Nu er det 14 år siden hjertestoppet, og selvom jeg stadig har mine udfordringer, er der sket rigtig meget.
Så ja, det har kostet penge. Det har givet rod. Og jeg har garn, stof, bøger, sudoku-hæfter og puslespil nok til at forsyne en mindre landsby.
Men måske var det ikke helt spildte penge alligevel?
Måske var det prisen for at bevare håbet og blive ved med at forsøge.
Og skulle nogen have lyst til at starte en lille kreativ butik, så har jeg vist allerede lageret på plads!
Kunder modtages dog kun efter aftale. Jeg skal lige have hjernen med på arbejde først!
Kommentarer
Send en kommentar