Når man er ene om frokosten, kan selv en uskyldig sylte ende som et længerevarende parforhold!
Der er mange glæder ved at være ene om dagens frokost. Man skal ikke tage hensyn til andres sære madvaner, man kan spise i fred og ro, og ingen stjæler den sidste skive pålæg fra ens tallerken.
Men der er også en bagside.
Det er nemlig både dyrt og temmelig ensformigt at være sin egen lille frokostklub.
Tag nu den sylte, som jeg forelskede mig hovedkulds i forleden. Den lå der i køledisken og så så indbydende ud, at jeg nærmest hørte den hviske: Tag mig med hjem, jeg skal nok gøre dig glad!
Og glad blev jeg da også. Hold nu op, hvor smagte den godt!
Problemet opstod først bagefter.
For når man er alene, og pakken med sylte først er åbnet, begynder nedtællingen. Inden for et par dage skal man helst have spist det hele, hvis man ikke vil ende med at smide resten ud.
Og det nænner jeg altså ikke.
Så nu skal jeg spise sylte til morgenmad, frokost og aftensmad. Måske også en lille skive inden sengetid, bare for at holde styr på lagerbeholdningen.
Efter et par dage er man ikke længere vild med sylte. Man er blevet en sylte!
Jeg ved godt, at man kan fryse den ned. Men sylte og fryser er ikke altid den store kærlighedshistorie. Når den kommer ud igen, kan konsistensen være forandret, og så står man der med noget, der mest af alt ligner en sylte, som har været på et længere ophold i Antarktis.
Nej tak. Jeg vil have min sylte, som den var, da jeg forelskede mig i den!
Slagteren, mine bøtter og den store syltevision
Jeg har derfor fået en idé.
Hvorfor kan jeg ikke tage mine egne små bøtter med hjemmefra og gå hen til slagteren i det store supermarked?
Jeg forestiller mig samtalen:
“Goddag, jeg vil gerne bede om 3 cm sylte og 5 cm af den dejlige blodpølse.”
Ekspedienten kigger måske lidt mærkeligt på mig, men jeg fortsætter ufortrødent:
“Ja, De ved, jeg bor alene. Jeg skal jo også have noget at spise i morgen, og jeg vil helst ikke ende med at blive gift med sylten resten af ugen.”
Selvfølgelig har jeg taget to bøtter med. Sylten og blodpølsen skal ikke ligge og skændes på hjemturen. Man ved jo aldrig, hvad der kan ske, når blodpølse og sylte kommer for tæt på hinanden. Pludselig har man en blodtud i madkassen, og så er frokostfreden ødelagt!
Når jeg nu alligevel er i gang, vil jeg også gerne forbi osteafdelingen.
“Goddag, må jeg bede om tre skiver fuldfed ost, tre skiver af den med huller, tre skiver af den med krydderier og måske lige to skiver af den, jeg ikke kan udtale navnet på?”
Så kan jeg smage lidt forskelligt uden at skulle leve af den samme skæreost, indtil den sidste skive næsten selv kan gå hen til køleskabet.
Det er da en langt sjovere måde at spise på!
Polen har forstået noget, vi andre tilsyneladende har glemt
Jeg har faktisk oplevet noget af det her i Polen.
Her kan man købe ost og pølse i mindre mængder, med mellemlægspapir mellem skiverne, så de ikke klistrer sammen og får et alt for tæt forhold til hinanden.
Og udvalget? Hold nu op!
Det er ikke bare 15 slags ost og pølse. Nej, der er nærmest dobbelt så mange muligheder, som min lille smagsløgskomité kan nå at behandle.
Man går rundt og tænker: Den skal jeg prøve! Og den dér! Og hvad mon den smager af?
Pludselig har man lyst til at købe sig gennem hele køledisken. Men jeg må jo besinde mig. Jeg er trods alt kun én person og ikke en hel spejderlejr på weekendtur.
Og så er der brødet!
Jeg er nærmest kommet i et lille brødparadis. Der findes så mange varianter, at jeg slet ikke kan nå at smage dem alle på mine korte ture til Polen.
Især deres rugbrød med dadler har stjålet mit hjerte. Ja, jeg ved det godt. Først sylte, så ost og nu rugbrød med dadler. Jeg er vist et meget letlevende menneske, når det gælder mad.
Jeg behøver ikke den store luksus. Bare lidt variation og muligheden for at prøve noget nyt uden at skulle spise det samme i en uge.
Salat på egne præmisser – og i egen skål!
Det samme princip kan bruges ved salatbaren.
Man tager sin egen skål med hjemmefra, får den vejet, fylder den med alt det gode, man har lyst til, og får den vejet igen.
Så betaler man for det, man rent faktisk har taget.
Genialt, ikke?
Ingen unødvendige plastbakker. Ingen låg, der ikke passer. Ingen lille plastikgaffel, som knækker, lige når man har fået fat i den bedste oliven.
Og frem for alt: Man bestemmer selv, hvor meget man vil have.
Lidt pasta, lidt grønt, nogle bønner, et par oliven og måske en ekstra skefuld af den salat, man ikke aner, hvad hedder.
Det er jo sådan, man opdager nye favoritter!
Kære danske supermarkeder – må jeg komme med et lille forslag?
Jeg drømmer om en verden, hvor jeg kan købe præcis den mængde mad, jeg har lyst til.
Tre centimeter sylte. Fem centimeter blodpølse. Tre skiver ost med huller. To skiver med krydderier. Og et lille stykke af den mystiske ost, som ser spændende ud.
Jeg vil gerne smage mig frem gennem madjunglen uden først at skulle indgå en bindende aftale med køleskabet.
Det må da også være en fordel for butikkerne. Måske får jeg lyst til at prøve fem slags ost, når jeg kan købe lidt af hver, i stedet for kun at købe én stor pakke.
Og miljøet kunne måske også få en lille glæde ud af, at vi bruger færre emballager.
Jeg ved godt, at det ikke nødvendigvis er helt så enkelt at indføre alle steder. Der er hygiejne, opbevaring og praktiske ting at tage hensyn til. Men tanken er altså god!
Så kære supermarkeder: Hvad siger I?
Må jeg snart komme med mine egne bøtter og handle som et ganske almindeligt menneske med en ganske almindelig appetit?
For jeg vil altså gerne spise varieret.
Jeg vil gerne prøve nyt.
Og jeg vil meget gerne undgå at sidde en torsdag aften og stirre ned i køleskabet, mens den sidste rest sylte stirrer tilbage på mig.
Vi har haft nogle gode dage sammen, sylte. Men nu synes jeg altså, at vi skal se andre mennesker!
PS. Hvis nogen mangler en syltepartner, så er jeg ledig på markedet. Jeg har nemlig fået nok af at være i et forhold, hvor jeg skal spise den samme hver eneste dag. 😂🥪
Ingen kommentarer:
Send en kommentar