Tumlingen – rejser sig igen - ihvertfald indtil nu.

Vi kender vel alle den lille tumling, som er rund i bunden og rejser sig op igen, hvis man prøver at vælte den.

Ind imellem synes jeg faktisk, at jeg kan sammenlignes lidt med sådan en tumling. For indtil nu er det da lykkedes mig at rejse mig op hver gang, nogen eller noget har forsøgt at lægge mig ned.

En forlængst afdød ven gav mig kælenavnet "Tumlingen". Det er efterhånden omkring 50 år siden, og allerede dengang blev jeg jævnligt væltet omkuld af enten selvforskyldte eller udefrakommende situationer.

Jeg har da tit tænkt: Nu går den vist ikke længere. Nu har de eller det virkelig fået skovlen under mig.

Jeg har mærket næsen helt nede i jorden mere end én gang. Men tumlingens tykke mave og gode vægtfylde har hidtil sørget for, at jeg på en eller anden måde er kommet op igen.

Jeg ved godt, at ikke alt i livet kan sammenlignes med at ligge næsegrus i asfalten. Men dagligdagens små irritationer kan altså godt drille så meget, at man til sidst bare bliver TRÆT.

Og sådan en dag havde jeg i dag.

Jeg stod tidligt op.

Ja, tidligt op!

Jeg skulle samle de sidste ting sammen til dagens loppesalg, og det fik jeg skam også gjort. Endda til tiden. Og jeg var faktisk lidt stolt af mig selv.

Det er jo så dejligt at få noget af alt det, man har samlet gennem mange år, sendt videre, så andre kan få glæde af det. Man kan næsten bilde sig selv ind, at man både rydder op og gør en god gerning på én gang.

Men så kom tumlingen lige ved at vælte.

For hold da op, hvor var det hårdt at bære alle tingene op fra kælderen og videre ud til fortovet. Så hårdt, at jeg rent ud sagt blev dårlig af anstrengelserne.

UPSEDASSE!

Så måtte der lige ro på.

Og heldigvis viste tumlingen, at der stadig var lidt vægt i maven. Langsomt kom jeg til kræfter igen.

Jeg er nemlig sådan en støbning, der holder øje med mine ting. Især når de står ude på fortovet. Jeg vil gerne være sikker på, at de bliver hentet, så de ikke står og flyder i flere dage.

Så jeg kiggede selvfølgelig til vejen.

Og kiggede igen.

Og igen.

Kan I gætte, hvad der stod ved fortovskanten, da sidste afhentningstidspunkt var passeret?

MINE KASSER.

De kasser, som ellers var mærket så fint med sedler:

LOPPERNE

Så bliver jeg altså træt.

Ikke bare almindeligt træt.

Men sådan helt ind i hovedet.

Helt derind, hvor stierne er smalle.

Alt det arbejde.

Den grimme utilpashed oven på anstrengelserne.

Og al den kiggen ud til vejen hele eftermiddagen.

HELT UDEN GRUND.

ØV!

Og ikke mindst skulle kasserne selvfølgelig tilbage i kælderen.

Heldigvis går det lettere med at komme NED end OP. ;-)

Så dér stod jeg.

Lidt irriteret.

Lidt træt.

Og måske også en lille smule fornærmet på hele verdens vegne.

Men Tumlingen?

Den står endnu.

For sådan én er jeg åbenbart.

Jeg kan godt vælte.

Jeg kan godt ligge lidt næsegrus og tænke, at nu gider jeg altså ikke mere.

Jeg kan blive så træt, at selv de smalle stier inde i hovedet føles som en bjergbestigning.

Men på en eller anden måde kommer jeg op igen.

Det skal jeg nok.

Og jeg skal da heller ikke jamre alt for meget. Hvis dette her var det værste, verden kunne finde på at udsætte mig for, så tror jeg faktisk ikke, det er så galt endda.

Tumlingen har stadig vægt i maven.

Og det er måske meget godt.

Noget af det, der kendetegner mit liv er, at næsten alle ting ikke går efter planen i første hug. Jeg skal altid gøre et eller andet om - alting tager så lang tid fordi - ja fordi???? Gad vide hvorfor?

Se nu godt på denne tegneserie, som jeg har bedt AI lave til mig - altså uden for min indblanding - undtaget selvfølgelig teksten, som jeg har givet dem. 

De to billeder med trappe op og trappe ned - det passer vist ikke til teksten ;-)

Jeg har besluttet at lade det stå - en ny evne, jeg er ved at tillægge mig - nemlig ikke at gå op i petitesser ;-)  og tumlingen er da så sød på tegningen ;-)

Efterlyses: Knofedt – helst på tube!

Efterlyses: Knofedt – helst på tube!

Jeg er altså så glad for min hjemmehjælp :-)

Hver 14. dag skal jeg nemlig have ryddet lidt op, så de kan komme til at støvsuge og vaske gulv.

Og det er faktisk ret smart.

Man får ligesom et kærligt spark bagi og bliver mindet om, at tingene ikke nødvendigvis skal ligge præcis dér, hvor man selv synes, de ligger bedst.

For hvis hjemmehjælpen ikke kom, kunne mit rod jo risikere at slå rødder.

Og det ville være lidt upraktisk, når jeg nu bor i en lejlighed og ikke i en botanisk have ;-)

Men...

Der er selvfølgelig et lille – eller rettere et ret stort – MEN.

For hjemmehjælpen må kun tørre vandrette flader af.

De må ikke kravle op på stiger eller gøre den slags halsbrækkende øvelser.

Det forstår jeg sådan set godt.

Der er love, regler og paragraffer, som skal overholdes, og jeg vil da nødig have, at hjemmehjælperen ender på gulvet, mens jeg står ved siden af og råber:

"Det var altså ikke mig, der bad dig kravle derop!"

Problemet er bare, at det giver en gammel kone lidt udfordringer.

For eksempel når jeg skal have fat i noget på den øverste hylde over køkkenskabet.

Det kan godt være lidt af en ekspedition.

Og når jeg så endelig kommer derop, risikerer jeg at sidde fast i et flere måneder gammelt lag af fedt og snavs.

Det er nemlig ikke hjemmehjælpens opgave at fjerne det.

Og jeg må indrømme, at det heller ikke lige er min yndlingsbeskæftigelse.

Der skal knofedt til.

Og det er lige dér, det går galt.

For knofedt kræver muskler.

Og de muskler, jeg engang havde i armene, har åbenbart fået den idé, at de skal gå på pension før mig.

Her i huset – eller boligblokken – har vi heller ingen emhætte.

Vi har et emfang.

Og jeg ved ikke helt, hvad forskellen er i praksis, men jeg kan konstatere, at fedtet i hvert fald har valgt at blive boende.

Det sætter sig.

Det hygger sig.

Det formerer sig muligvis.

Og efter to-tre måneder er det ikke længere bare lidt fedt.

Så er det nærmest en del af inventaret.

Og det samme problem har jeg på badeværelset.

Jeg tror ligefrem, at boligselskabet har hoppet over, hvor gærdet er lavest, da de satte saniteten ind.

Jeg synes næsten, jeg kan mærke, hvor tynd belægningen er i håndvasken.

I hvert fald virker den meget tyndslidt og særdeles god til at samle på kalk og okker.

Og der er tilsyneladende rigeligt af begge dele i rørene.

Men hjemmehjælpen må heller ikke tage kalken og okkeren.

Der må tørres af med en klud.

Og jeg skal nok indrømme, at en klud har sine begrænsninger.

Især over for kalk, der har besluttet sig for at blive boende.

Så igen må den gamle kone i gang med knofedtet.

Og igen er det armene, der protesterer.

De siger nærmest:

"Hvad bilder du dig ind? Vi er pensionister!"

Så nu står jeg tilbage med et spørgsmål, som jeg synes burde være langt nemmere at besvare:

Hvor køber man egentlig knofedt?

Kan man få det på tube?

Findes det som spray?

Eller skal man selv producere det ved at gnide løs, indtil musklerne giver op?

Jeg spørger bare ;-)

For som jeg startede med:

Jeg er altså rigtig glad for min hjemmehjælp :-)

De kommer og hjælper med det, de må hjælpe med, og det er jeg oprigtigt taknemmelig for.

Det er bare lidt pudsigt, at der findes ting, som bliver rene med en støvsuger og en gulvklud – og andre ting, der kræver en gammel kone, to dårlige arme og en portion knofedt.

Så hvis nogen finder en forhandler af godt, gammeldags knofedt, må I meget gerne råbe det ud fra Speakers´ Corner ;-)  

Jeg har nemlig en øverste køkkenhylde, der trænger til en kærlig omgang.

Og mine muskler har allerede meldt sig syge ;-)

Jeg tror, jeg er hypokonder – men jeg er ikke helt sikker

Jeg har fået en mistanke.

Jeg tror måske, jeg er hypokonder.

Det begyndte med en tand.

Den gjorde ondt.

Så ringede jeg til tandlægen.

Det må da være tegn nummer ét på hypokondri.

Man skal jo helst vente, til tanden selv ringer til tandlægen.

Jeg fik en tid.

Og selvfølgelig forsvandt tandpinen.

Typisk.

Men tandlægen fandt et hul.

Så nu blev jeg lidt forvirret.

For hvis jeg er hypokonder, hvorfor var der så et hul?

Det synes jeg ikke er særlig samarbejdsvilligt af hullet.

Nu er det ikke kun tænderne, der blander sig.

Jeg har også et spiserørsbrok, som sidst blev undersøgt for cirka 10 år siden.

Ti år!

Det er jo næsten en jubilæumsundersøgelse, jeg går og mangler.

Så jeg ringede til lægen.

Men så fik jeg nogle gode råd af sekretæren.

Og de virkede!

Nu har jeg det næsten fint.

Det er jo noget rod.

For hvad skal jeg så sige til lægen?

"Goddag. Jeg har bestilt tid, fordi jeg har nogle symptomer.

Men de er næsten væk.

Så måske er jeg rask.

Eller hypokonder.

Eller måske er jeg bare virkelig god til at følge gode råd."

Det er svært.

Jeg synes også, ordet hypokonder bliver brugt lidt for nemt.

Det er næsten blevet et skældsord.

Hvis man mærker noget:

Hypokonder!

Hvis man går til lægen:

Hypokonder!

Hvis man ikke går til lægen:

Hvorfor gik du ikke til lægen?

Man kan jo nærmest ikke gøre noget rigtigt.

Og så tænker jeg på noget, der ikke er spor sjovt.

En ven tog nogle små tegn for lidt alvorligt og kom ikke til lægen i tide.

For 14 dage siden var jeg til bisættelse.

Så måske skal vi passe lidt på med at kalde hinanden hypokondere.

For det kan være, at kroppen faktisk prøver at sige noget.

Og kroppen har altså ikke altid et særligt godt højttaleranlæg.

Nogle gange siger den bare:

"Pssst... der er altså noget herovre."

Måske skal vi lytte.

Også selvom vi risikerer at være lidt hypokondere.

For hellere én lægetid for meget end én for lidt.

Og hvis lægen siger:

"Der er ikke noget galt."

Så har man jo vundet.

Så er man bare en rask hypokonder.

Det lyder næsten som en titel.

Rask hypokonder.

Det tror jeg faktisk, jeg kan leve med.

👉 Jeg har skrevet lidt mere alvorligt om det på min seriøse blog: https://dagligdagensviseord.blogspot.com/

Jeg ønsker mig en robot til emballagen

 

Jeg ønsker mig en emballagerobot

Jeg synes, der mangler et eller andet vigtigt i vores moderne verden.

Vi har robotstøvsugere, robotplæneklippere og sikkert også robotter, der kan gøre ting, jeg slet ikke forstår.

Men hvor er emballagerobotten?

Jeg tænker på en lille, venlig robot, som man kan stille på køkkenbordet, når man skal åbne en pakke vin, en pakke ost eller en pakke pålæg.

Man lægger emballagen foran den og siger:

„Værsgo.“

Så ordner den resten.

For jeg ved ikke, hvad det er med emballage nu om dage, men jeg kommer næsten til skade, hver gang jeg skal åbne noget.

Jeg er en gammel nissemor godt op i årene og har ikke ligefrem kræfter som en bjørneslagter i hænderne. Alligevel forventes det åbenbart, at jeg skal kunne åbne kartoner, plastik, folie, poser og alskens andet med spidse knive og andre farlige redskaber.

Forleden skulle jeg åbne en vinkarton.

Det gik fint nok, lige indtil jeg skulle have den lille tut ud.

Jeg stak kniven ind i pappet.

Av!

Knivspidsen fandt min finger i stedet.

Nå.

Så var der blod.

Men vinen skulle jo også ud.

Jeg fik omsider tutten fri og ville tippe den på plads.

Svisj!

Kniven lavede hul på vinposen.

Og så kom rødvinen.

Ud over det hele.

Hu hej vilde dyr!

Jeg fik i en fart posen op i en skål, mens blodet dryppede fra min finger.

Jeg må indrømme, at jeg et øjeblik tænkte, at det hele var lidt overdrevet.

Jeg ville bare have et glas vin.

Det burde vel ikke kræve førstehjælp?

Og senere gik det ikke meget bedre med en pakke ost.

Jeg vil ikke komme nærmere ind på det.

Men jeg kan godt forstå det der med, at de fleste ulykker sker i hjemmet.

Det er jo dér, vi har emballagen.

Så nu ønsker jeg mig altså en emballagerobot.

En lille én.

Den behøver ikke kunne lave kaffe eller føre intelligente samtaler.

Den skal bare kunne åbne en pakke pålæg uden at angribe mig.

Og hvis den samtidig kan åbne en vinkarton uden blodbad, vil jeg være meget tilfreds.

Jeg tror faktisk, jeg vil kalde den Nå-nå.

For det er vist det, man siger, når man står midt i køkkenet med en kniv i den ene hånd, rødvin på gulvet og blod på den anden.

„Nå-nå...“

Og så tager man sig et glas vin.

Hvis man tør. 😄

Pilleæskens mystiske indhold

Jeg er kommet i den alder, hvor indholdet i pilleæsken er vokset så meget, at jeg ikke længere selv har helt styr på det. Heldigvis har jeg hjemmeplejen til at sortere dem, så jeg ikke pludselig kommer til at tage mandagspillerne om fredagen. Det kunne jo give lidt ekstra spænding i hverdagen.

I det første rum i pilleæsken ligger der vist omkring ni piller, og så er der lidt færre i de andre.

Jeg undrer mig faktisk af og til over, hvordan alle de piller finder rundt i mit system.

Jeg putter de ni piller i munden, og så ser jeg for mig, hvordan hjertepillerne suser målrettet afsted mod hjertet for at gøre deres pligt. En anden pille drejer ned mod mavesækken, for der er åbenbart også noget, den skal ordne dér.

Men hvordan ved de egentlig, hvor de skal hen?

I dag har jeg så ovenikøbet fået en pille mere mod blærebetændelse. Samtidig har jeg lidt ondt i halsen.

Pillen er jo en slags antibiotika. Så hvorfor kan den ikke lige så godt hjælpe både blæren og halsen, når den nu alligevel er på arbejde?

Hvordan i alverden finder den rundt?

Måske er der et skiltesystem inde i kroppen:

Blære → til højre.
Hals → ligeud.
Hjerte → tredje vej på venstre hånd.

Jeg forestiller mig næsten, at pillerne snakker sammen på vej ned gennem halsrøret.

“Hey, hvor skal du hen?”

“Jeg skal til hjertet.”

“Nå, jeg skal til blæren. Vi ses!”

Eller måske er de mere som små robotter, der bare ved, hvad de skal gøre, og fiser afsted gennem blodkarrene, indtil de finder det helt rigtige sted.

Men så kommer det næste spørgsmål:

Kan vi være sikre på, at de ikke slås på vejen?

Hvad nu hvis to piller mødes og bliver uenige?

“Jeg var her først!”

“Ja, men jeg virker altså stærkere end dig!”

Og hvad hvis de ligefrem ophæver hinandens virkningskraft?

Ja, jeg spørger bare.

For vi mennesker sluger jo troligt det hele, når lægen finder frem til snart det ene og snart det andet. Vi stoler på, at nogen har styr på det.

Måske er vi i virkeligheden lidt godtroende.

Eller måske er det netop troen, der hjælper os mere, end vi går og tror.

Det har sågar fået et fint navn: placeboeffekten.

Så måske er spørgsmålet ikke kun, om pillerne ved, hvor de skal hen.

Måske handler det også lidt om, hvor meget vi tror på, at de virker.

Og hvis det er tilfældet, så håber jeg da, at mine piller har en rigtig god selvtillid.

For de har altså en del arbejde at gøre. ;-)

                                          Kroppens skiltesystem: Piller på vej

Hvor mange biler kan der være i en bybus? 🚌🚗

Hvor mange biler kan der være i en bybus? 🚌🚗

En lun morgen på altanen – før telefonen begynder at ringe – er en dejlig måde at starte dagen på.

Byen begynder langsomt at vågne.

Kaffekopperne fyldes. Fuglene larmer. Og bilerne... holder i kø - kø - kø.

Bybusserne forsøger imens tappert at overholde fartplanen. Nogle gange med passagerer. Andre gange med så få, at man næsten får lyst til at vinke undskyldende til chaufføren.

Og så begynder jeg at tænke:

Hvor mange biler kan der egentlig være i en bybus?

Nu er jeg ikke matematiker, men hvis der kan sidde omkring 30 mennesker i en bus, og der sidder én person i hver bil i køen, så kunne én bus jo potentielt erstatte en hel lille parade af biler.

Men nej.

Vi vil åbenbart hellere sidde alene i vores bil.

Helst i en kø, der står fuldstændig stille.

Her har man så god tid til at pille næse, tjekke telefonen, stirre tomt ud i luften og overveje livets store spørgsmål:

Hvorfor tog jeg ikke bussen?

Det er jo egentlig et ret godt spørgsmål.

For i bussen kan man læne sig tilbage. Man kan kigge ud ad vinduet. Man kan høre musik, læse lidt eller bare lade være med at foretage sig noget som helst.

Og imens sidder buschaufføren faktisk og laver noget nyttigt: Han transporterer mennesker.

I stedet for at være endnu et køretøj i en lang række af køretøjer, der alle sammen forsøger at komme frem til præcis det samme sted – på præcis samme tid.

Men HVORFOR tager vi bilen?

Det spørgsmål tumler jeg ofte med.

For hvis vi gerne vil have færre biler på vejene, så virker det lidt besynderligt, at løsningen nogle steder er:

Færre busafgange.

Der er ikke så mange passagerer i busserne, siger man.

Nej.

Men hvis bussen kun kommer, når man næsten har glemt, at den eksisterer, så er det måske heller ikke så mærkeligt?

Hvis der går en time mellem busserne i et bybuskvarter, skal man være både meget tålmodig og meget optimistisk for at vælge offentlig transport.

Hvis man derimod ved, at der kommer en bus om 10-15 minutter, bliver det pludselig meget lettere at tænke:

"Nå ja, jeg tager da bare bussen."

Flere afgange giver flere passagerer.

Eller måske er det bare min naive logik?

Bussen har faktisk en ret god udsigt

Og så er der en lille bonus, som man ikke får med fra førersædet i bilen.

Man sidder ofte lidt højere i en bus.

Det betyder, at man kan kigge ind i folks haver.

Og det er jo næsten underholdning.

Man kan fundere over, hvorfor naboen har 14 havestole, men kun én gæst.

Man kan spekulere på, om den person, der styrter ud ad døren med en kaffekop i hånden, er glad, stresset eller bare er blevet vækket fem minutter for sent.

Man kan se på parcelhuskvarteret og tænke:

Er folk lykkelige her?

Har de travlt?

Hvorfor har alle så flotte hække?

Det er jo næsten en lille udflugt.

Og helt gratis.

Så måske skulle vi prøve noget andet?

Måske skulle vi ikke kun kigge på, hvor mange mennesker der lige nu tager bussen, når vi beslutter, hvor ofte den skal køre.

Måske skulle vi kigge på, hvor mange mennesker der kunne finde på at tage bussen, hvis den faktisk kom ofte nok.

For en tom bus er naturligvis lidt fjollet.

Men en tom bus, der kunne have været fyldt, fordi den kun kommer én gang i timen?

Det er næsten endnu mere fjollet.

Så næste gang jeg sidder på altanen og ser bilkøen vokse, vil jeg nok fortsætte med at tælle.

Én bil.

To biler.

Tre biler.

Og så en bybus.

Med plads til måske 30 mennesker.

Jeg kan allerede høre min indre matematiker hviske:

"Det regnestykke burde da være til at forstå..." 😉

Og hvis ikke andet, så er der i det mindste noget at kigge på, mens kaffen bliver kold.

             

Lad os fylde busserne igen - og undgå det evige problem med at finde en parkeringsplads ;-)

Altså ...... en win-win-situation!

Madspild – er det blevet en del af vores kultur?

 Madspild – er det blevet en del af vores kultur?

Det gør ondt langt ind i min sjæl, når jeg ser tallerkener med masser af mad blive smidt direkte i madaffaldsposen.

Er det virkelig blevet en del af vores kultur, at vi absolut skal servere i overflod – i stedet for at tænke lidt over, hvor meget vores maver rent faktisk kan holde til?

Forleden var jeg til et møde, hvor vi skulle forkæles.

Og det blev vi.

Vi fik serveret et kæmpestort og flot stjerneskud, islagkage og slik i flere skåle. Det hele så bestemt indbydende ud.

Men jeg kunne samtidig se, at nok halvdelen af de fremmødte – inklusive mig selv – næsten blev dårlige i maven bare ved synet af mængderne.

For selvfølgelig kæmpede vi bravt for ikke at være den, der levnede.

For det er jo heller ikke pænt!

Man skal helst spise op. Det lærte vi som børn.

For mit eget vedkommende var jeg blevet rigeligt mæt af den ene af de to store rødspættefileter – og gerne med alt pynten. ;-)

Der var altså flere, som ganske enkelt ikke kunne have mere i maven og derfor måtte levne.

Og så var der islagkagerne.

Der blev taget små stykker af alle slags, så man lige kunne smage dem. Det er jo også svært at vælge, når der står flere flotte islagkager foran én.

Men resultatet blev nogle meget hullede islagkager, som efterfølgende nok måtte en tur i fryseren igen.

Mon ikke tre islagkager var lige i overkanten?

To havde formentlig været rigeligt.

Og det er her, jeg begynder at tænke:

Er det kultur?

Er det blevet sådan, at “at forkæle” nødvendigvis betyder, at der skal være så meget mad, at ingen mennesker realistisk kan spise det hele?

At et veldækket bord er et tegn på overskud – også selvom en del af overskuddet ender i skraldespanden?

For ikke så længe siden så jeg et program i TV, hvor man viste, hvor meget mad der dagligt bliver smidt ud.

Det er rent ud sagt UHYGGELIGT.

Og ja, selvfølgelig skal vi have noget at spise.

Selvfølgelig skal vi kunne hygge os.

Og selvfølgelig må der gerne være lidt ekstra, når vi holder fest eller mødes.

Men måske kunne “lidt ekstra” nogle gange være lidt mindre ekstra?

For hvis alle havde mad nok, var det måske til at leve med.

Men har alle det?

Det spørgsmål synes jeg, vi burde stille os selv, næste gang vi står og fylder tallerkenen – eller planlægger, hvor meget der skal på bordet.

Måske er det ikke gæstfrihed at servere så meget, at gæsterne ikke kan spise det.

Måske er det bare blevet en vane.

Og måske er det på tide, at vi ændrer den kultur.

Tidsfordriv - jeg fordriver ikke tiden – jeg bruger den

Jeg fordriver ikke tiden – jeg bruger den

Tidsfordriv er et ord, jeg absolut ikke kan lide.

Når nogen spørger: "Hvad får du tiden til at gå med?" eller "Hvad fordriver du tiden med?", er det lige før, jeg bliver en smule hidsig.

Fordrive tiden til hvad? Døden?

Efter min mening er det kun små børn, der glæder sig til juleaften, som med rette kan få hjælp til at "fordrive tiden", indtil gaveræset går i gang. Så slipper de måske for ondt i maven og de evige spørgsmål: "Hvornår skal vi have gaver?"

Men voksne mennesker? Nej.

Jeg er efterhånden blevet en gammel nisse, og jeg ved godt, at den tid, jeg har tilbage, er den korteste del af mit liv. Derfor har jeg ikke lyst til at fordrive den. Jeg vil bruge den – så længe min gamle hjerne vil være med.

Der er stadig så meget, jeg gerne vil lære. Det kniber bare lidt med indlæringen efter mit hjertestop for omkring 14 år siden. Det er, som om alting skal fortælles et par hundrede gange, før det hænger fast. Jeg plejer at sige, at det må være klisteret, der er forsvundet.

Hvis jeg ikke holder noget ved lige næsten hver eneste dag, kan jeg godt regne med at begynde helt forfra, næste gang jeg tager fat. Det er mildest talt tidskrævende.

Der er selvfølgelig masser af situationer, hvor man bare venter. Og venter. Og venter. Det kan være ganske irriterende.

Derfor har jeg altid et let strikke- eller hækletøj i tasken – gerne en karklud eller en serviet. Skal jeg med bus eller sidde i en lufthavn, har jeg også en lille, tynd bog med. Er jeg på vej til udlandet, er den måske endda på det lokale sprog. Og så har jeg altid papir og kuglepen ved hånden.

Små episoder har nemlig det med at stikke af, hvis de ikke bliver skrevet ned med det samme. I hvert fald hos mig.

Så næste gang, du er fristet til at spørge: "Hvad fordriver du tiden med?", så prøv i stedet:

"Hvad har du gang i for tiden?"

Det lyder både pænere, mere positivt – og som om tiden er noget, der er værd at passe på.

Uanset hvad - så løber den!

Der er intet så skidt, at det ikke er godt for noget

Dagligt kigger jeg ud på et renoveringsprojekt, der har stået mere eller mindre stille i to-tre år. Det kan godt undre mig, for der må være mange penge bundet i sådan et projekt. Og jeg kan da heller ikke lade være med at tænke på dem, der en dag skal flytte ind – mon ikke de ekstra udgifter i sidste ende ender på huslejen?

Personligt ville jeg nu langt hellere have en smuk udsigt fra mine vinduer.

Men tro det eller ej – nogle dage eller uger om året får jeg faktisk lige præcis det. Når sneen lægger sig som et hvidt tæppe over de store jord- og affaldsbunker, ser det hele pludselig meget pænere ud. De dage nyder jeg virkelig udsigten.

Tiden går dog også for jordbunker. Efterhånden spirer blomsterfrø og andre planter frem, og nu er området fyldt med vilde blomster. Kan man så stadig brokke sig?

Ja … men nej.

For de vilde blomster har tiltrukket et væld af sommerfugle, og gråspurvene flokkes mellem planterne. Pludselig summer og kvidrer det af liv lige uden for mit vindue.

Det minder mig om det gamle ordsprog: Der er intet så skidt, at det ikke er godt for noget.

Så tak for byggerodet – i hvert fald for den lille naturoplevelse, det har givet mig. 😉

TUMLINGEN er nu tilbage med naive og fjollede betragtninger!

 Jeg er ikke TUMLING for ingenting.

Det er til både at grine og græde over denne formiddags fund!

Jeg ville prøve at rydde op i det rod, jeg har på min PC, og fandt pludselig denne blog-side ( altså min egen BLOG ).

JAMEN, jeg var målløs - den havde jeg glemt alt om - hvilken hullet si min hukommelse er.

Jeg indrømmer blankt, at især korttidshukommelsen er svækket betydeligt. 

MEN, jeg har bestemt mig for at fortsætte, selvom sidste indlæg er over 12 år gammel.

Jeg vil genoptage mine naive og fjollede betragtninger - og giver forhåbentlig læserne lidt at grine af - og måske lidt eftertænksomhed.

Besøg gerne min anden blog

Huske-system - hukommelsessystem

Gad vide, hvilket system man skal bruge for at huske alt det, man gerne vil huske.

Alt hvad der er ude af øje - er ude af sind.

Mon der er overbelastning i hjernen?
Bliver noget skubbet ud, for at give plads til andet?


Jeg tror, jeg løser problemet ved at sætte sedler op på alle dørkarme - heldigvis har jeg mange af dem.

                                        Det var mit indlæg i 2012        

Jeg skriver i dag på en ny blog - klik her for at læse den: https://dagligdagensviseord.blogspot.com  

- der er nye ide`er til at hjælpe hukommelsen.

14 år senere

I dag, 14 år efter jeg fik en erhvervet hjerneskade med mange hukommelsesproblemer til følge, ved jeg, at det ikke er nok at sætte sedler op på alle dørkarme.

Der skal mere til!

Det er faktisk rigtigt, at det, der er ude af øje, ofte også er ude af sind.

I mit tilfælde har problemerne blandt andet ramt min indlæring. Det betyder, at jeg skal have de samme ting at vide igen og igen.

Det, jeg kunne for en uge siden, kan være fuldstændig væk i dag.

Derfor laver jeg manualer. Nogle gange helt ned i den mindste detalje. Jeg printer dem ud og lægger dem i mapper, så jeg kan finde dem igen, når jeg får brug for dem.

Men så opstår det næste problem.

Når den dag kommer, hvor jeg for eksempel skal lave et nyt opslag på bloggen, kan jeg ikke huske, hvor jeg har lagt manualen.

Så kan jeg bruge lang tid på at lede efter den.

Og pludselig finder jeg måske to næsten ens kopier af den samme manual.

Det er både frustrerende og, synes jeg, et stort tidsspilde.

Jeg har mange mapper med alle mulige skriblerier. Grunden til, at manualerne bliver væk, er nok, at min hjerne den pågældende dag synes, at manualen hører hjemme i en bestemt mappe.

Næste gang jeg har brug for hjælp til det samme, kan jeg derfor ikke finde den gamle manual.

Så laver jeg en ny, printer den ud – og lægger den måske i en helt anden mappe, fordi den dér dag føles som det rigtige sted.

Og så er cirklen ligesom sluttet.

Den sidste tid har jeg derfor brugt på at lave endnu et nyt system.

Men denne gang tror jeg faktisk, at det er brugbart.

Det vil jeg fortælle mere om i et kommende indlæg.

Køkkenallergi

Det er da så let - ja, det er det da - for dem der kan.

Det er da let at bage boller - det tager bare 10 minutter, så er de klar til hævning på pladen.

JA - men bare det at forme bollerne tager jo lang tid - det klistrer og man støver det hele til med mel.

Jeg beundrer de mennesker, der boltrer sig i et køkken.
Men hold da op, hvor har jeg problemer med det.

Er der noget at sige til, at jeg næsten har køkkenallergi?

Dette var mit indlæg i 2012

Året, hvor jeg havde et hjerte-stop og erhvervede mig en mindre hjerneskade – dog med store kognitive problemer til følge.

Et af de områder, der blev ramt, var min talforståelse.

Det udmøntede sig en dag i en tragikomisk fortælling.

Da min blog netop er af den naive og lidt fjollede slags, vil jeg fortælle historien på den sjove måde, selvom jeg den dag var ganske forskrækket over det.

Jeg vil dog lige starte med at sige, at jeg ikke ligefrem er en ørn i et køkken. Men jeg har da lavet mad til mig og mine gennem 70 år.

Jeg startede vist først, da jeg var omkring 12 år. ;-)

Min overskrift "køkken-allergi" har jeg altid haft lidt af – men den blev da endnu værre efter den oplevelse, som jeg nu endelig kommer til.

---

Den lille vægt

Jeg havde anskaffet mig en meget lille vægt, fordi jeg ikke kunne regne små mængder ud.

Den skulle selvfølgelig afprøves.

Samtidig tog jeg en stor røremaskine i brug – og huskede dog at fjerne støvet fra den først. ;-)

Jeg lyver ikke, når jeg fortæller, at jeg skulle læse hver ingredienslinje flere gange, inden jeg puttede noget i maskinen.

Måske var det netop, fordi jeg skulle koncentrere mig om hver linje for sig, at det gik galt.

Nåh – der skulle 3 dl væske i.

Vupti! Det var let nok at måle af.

Det gik også fint med gær, salt og sukker, som blev vejet og målt efter bedste evne.

Så skulle der 400 g mel i.

Jeg husker ikke opskriften så nøje længere, men 400 g mel var altså det, der stod.

Og så gik det galt!

Jeg tog den lille vægt og begyndte at veje.

400 g.

Det stod der på displayet.

Så puttede jeg melet i maskinen.

Så startede et cirka tre minutter langt køren, hvor jeg forundret kiggede på processen.

Der kom ikke noget dej ud af det.

Bare noget tyndtflydende.

Så begyndte mine tanker at springe rundt i hovedet på mig:

Hvorfor? Hvorfor?

Hvis der havde siddet fluer rundt på væggen og fulgt dette optrin, tror jeg, de var faldet ned på bordpladen af bare grin.

Men jeg var rystet.

---

Det lille komma

Endelig gik det op for mig.

Den lille vægt skrev ganske vist 400 g på displayet – men der var et komma!

Jeg havde altså kun målt 40 gram af.

Vægten kunne højst veje 300 gram ad gangen, så den var virkelig lille.

Så blev jeg endnu mere rystet.

Tænk, at min hjerne ikke kunne vurdere mængdeforskellen mellem mine ingredienser!

Forestil dig den lille vægt med den lille bitte bule af mel.

Og mig, der stod og kiggede på den uden i et splitsekund at kunne se, at der var noget helt galt.

Det lykkedes dog at få lavet en bolledej.

Da det endelig gik op for mig, hvad problemet var, skulle jeg bare bruge en større vægt – og sikre mig, at der stod 400 g. ;-)

---

Køkkenet blev et maskinrum

Disse kognitive problemer har efterhånden gjort mit køkken til et større maskinrum!

Der er automatiske maskiner snart over det hele. ;-)

Og min køkkenallergi er faktisk blevet mindre.

Så helt galt gik det altså ikke.

Men jeg holder stadig mest af de opskrifter, hvor der står:

"Tilsæt efter behag."

Det er lige noget for min hjerne! ;-)

Politik

Vil man beholde sit gode humør, så skal man ikke snakke politik med andre end dem, man er enige med.

Hold da op - hvor det kan trække tænder ud!

Som ofte nævnt, er det vrede, der på sigt sætter sig som sygdomme, så set ud fra det, så har politikerne vist meget på samvittigheden.

Det er jo ikke sjældent, at det er alt deres "børnehavesnak", der kan få folk til at toppes som to kamphaner.


Måske skulle I kære politiker prøve at tænke lidt over, hvad I udsætter folket for!

Når jeg bliver en sur gammel mokke – og tænker mig til noget, der ikke passer

Det er ganske forfærdeligt, når man pludselig ser sig selv som en sur gammel mokke.

Jeg skælder ud over alting.

Det kræver handling fra min side. Jeg må finde ud af, hvor dette onde kommer fra, for almindeligvis er jeg glad og positiv – men lige nu er det hele en by i Rusland.

Den første betingelse for at ændre noget er, at man er bevidst om, at noget skal ændres.

DET ER JEG.

Så, gamle sure mokke – på med vanten!

Det gamle indlæg

Ovenstående skrev jeg i 2012, da jeg endnu var helt grøn og totalt ukendt med det at skrive en blog.

Indlægget får lov til at blive stående. Det minder mig om, hvor langt jeg faktisk er kommet siden dengang – og ikke mindst om, hvor langt jeg er kommet efter mit hjertestop for 14 år siden, som desværre gav mig en mindre hjerneskade.

Jeg har trænet hårdt, og jeg synes selv, at jeg er blevet bedre til at skrive. Der er stadig meget at lære om det at skrive en blog, men jeg kan i det mindste se en forskel, når jeg læser mine gamle indlæg.

Da jeg for nylig genså det gamle indlæg, tænkte jeg:

Hvorfor var jeg egentlig en gammel mokke den dag?

Det har jeg ingen anelse om.

Jeg skrev ikke om det, og min hukommelse hjælper mig bestemt ikke med at finde svaret.

Men jeg kan til gengæld fortælle, hvorfor jeg er en sur gammel mokke i dag!

Jeg tænker mig til problemer

Jeg har en meget irriterende uvane.

Jeg drager alt for hurtigt konklusioner om andre menneskers adfærd.

Det gælder også min egen familie.

Jeg kan opleve noget, nogen siger eller gør, og så går min hjerne straks i gang med at finde en forklaring.

Og den forklaring er ikke nødvendigvis særlig positiv.

Det er ikke, fordi jeg ønsker at være sensationslysten eller skabe drama. Tværtimod piner det mig rigtig meget.

For når først tankerne er sat i gang, kan mit liv nærmest gå i stå, mens jeg går rundt og tænker over dem.

Sådan var det også i dag.

Jeg havde nærmest lavet min egen lille konspirationsteori inde i hovedet. Jeg blev både sur og irriteret og nåede at bruge flere timer på at tænke dumme tanker.

Og så viste det sig, at virkeligheden var en helt anden.

Faktisk var det en rigtig fin ting, der var sket.

Jeg havde bare fået det hele drejet helt forkert inde i mit hoved.

Det er svært at slippe tankerne

Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg bare fremover vil lade være med at drage forhastede konklusioner.

Så enkelt er det desværre ikke.

Min erhvervede hjerneskade har sandsynligvis også en del af skylden.

Når først min hjerne har fået en tanke ind, kan den have svært ved at slippe den igen. Tanken drejer rundt og rundt i hovedet, i stedet for at smutte ud, så nye og sundere tanker kan få plads.

Og det er dér, jeg skal være opmærksom.

For måske er det ikke altid det, der sker omkring mig, jeg skal forsøge at ændre.

Måske skal jeg først og fremmest øve mig i at spørge mig selv:

Ved jeg egentlig, at det er sådan – eller er det bare noget, jeg har tænkt mig til?

Det spørgsmål kunne jeg godt have brugt nogle timer tidligere i dag.

Så jeg er måske stadig en sur gammel mokke en gang imellem.

Men jeg er i det mindste blevet bedre til at opdage det.

Og det er vel egentlig et meget godt sted at begynde.

Hold på hat og briller – og dit vejr! 🤧

Hold på hat og briller – og ikke mindst dit vejr – når nogen nyser i din nærhed.

For vidste du, at man har målt et nys til en hastighed på omkring 150 km/t?

150 km/t!

Det er jo ikke bare et lille atjuuu.

Det er nærmest en raketopsendelse fra næsen! 🚀

Og det bliver faktisk endnu mere interessant – det, der kommer ud med nys og host, kan sprede sig flere meter væk.

Så hvis du står lige i nærheden, kan det være en god idé at holde lidt afstand.

Eller måske bare tage benene på nakken. 😂

Det er jo heller ikke så mærkeligt, at vi går rundt og snøfter, hoster og pudser næse, når man tænker på, hvor effektivt sådan et nys egentlig er.

Så hvis det er dig, der er forkølet, så dæmp lige for "vind og vand" og husk at holde dig for munden, når du hoster eller nyser.

Det er en lille ting.

Men en ret god ting.

---

En gammel tekst fra 2012

Min gamle tekst her fra 2012 er vist stadig gyldig.

Ja, faktisk så gyldig, at jeg næsten blev lidt overrasket, da jeg læste den igen.

Ikke mindst nu, hvor vi går ind i efteråret, hvor forkølelser og influenza begynder at liste rundt og hilse på.

Jeg møder nemlig ofte en person, der bare hoster ud i luften.

Og jeg mener bare hoster.

Der er ikke noget med en hånd foran munden eller en albue i vejen.

Næh nej.

Bare:

HOST!

Lige ud i luften.

Og nogle gange både højt og flere gange.

Det er altså ikke så sjovt at stå lige ved siden af.

For når man så tænker på det, jeg skrev i starten – at sådan noget kan sprede sig flere meter – så får man næsten lyst til at finde et usynligt skjold frem.

Puuu ha! 😳

---

Dengang jeg blev bange for gelændere

Da jeg læste mit gamle indlæg igen, kom jeg til at tænke på et hygiejnekursus, jeg var på i mine unge dage.

Vi så en film, hvor man fulgte bakteriernes gang på et hospital.

Og hold da op!

Den film var effektiv.

Bakterien startede sin rejse på et gelænder, da en forkølet person lagde sin hånd på det.

Lige efter kom en anden person og rørte ved præcis det samme sted.

Og så var vi i gang.

Pludselig var der to personer, der gik ind på hospitalet med bakterier på hænderne.

Derefter fulgte man bakteriernes videre færd.

For alt, hvad personerne rørte ved, blev vist med en slags farve, så man kunne se, hvor bakterierne bevægede sig hen.

Gelænder.

Dørhåndtag.

Borde.

Stole.

Alt muligt.

Og jeg kan godt fortælle jer, at hele klassen næsten ikke turde røre ved noget bagefter.

Vi var vist lige ved at blive en lille smule paranoide.

"Har du rørt ved det gelænder?"

"Ja."

"Så holder jeg mig altså væk!"

😂

Jeg tror faktisk, vi gik rundt og kiggede mistænksomt på alle dørhåndtag resten af dagen.

---

Men filmen havde en pointe

Selvom filmen gjorde os lidt hysteriske, så var budskabet faktisk rigtig godt.

Vask hænderne.

Især når man er på et hospital, hvor man møder syge mennesker, som måske har et lavt immunforsvar.

Det er jo ikke ligefrem dem, vi skal komme slæbende med vores forkølelse til.

Men egentlig gælder det jo også alle andre steder.

Vi rører ved gelændere, dørhåndtag, indkøbsvogne, betalingsterminaler og alt muligt andet i løbet af en dag.

Og bagefter rører vi måske ved vores ansigt.

Næsen.

Munden.

Øjnene.

Ja, vi er faktisk ret gode til at hjælpe bakterierne rundt.

Nærmest som små gratis taxaer. 😬

Så håndvask er bestemt ikke en dum idé.

---

Og så er der det med at hoste...

Det er altså også vigtigt, at vi holder os for munden, når vi hoster eller nyser.

Ikke kun for vores egen skyld.

Men også for alle dem omkring os.

For selvom det kan føles som en lille og ubetydelig ting at holde en hånd eller – endnu bedre – albuen for munden, så kan det måske betyde, at personen ved siden af slipper for nogle dage med snotpapir, hostesaft og en næse, der føles som om den er blevet slebet med sandpapir.

Og det ønsker vi jo ikke for hinanden.

Så næste gang du mærker et nys på vej, så tænk lige på de 150 km/t.

Hold på hat og briller!

Og hold dig for munden.

Så:

Nys med omtanke. Host med omtanke. Og vask de hænder!

Det er faktisk ret god stil.

Og måske slipper vi andre for at gå rundt og være lidt paranoide over for gelændere igen. 😉

Hundeluftere

Hundeluftere er da nogle dejlige og fornuftige mennesker - som regel.

Jeg er også almindeligvis god til "at vende pandekager" - altså at se tingene fra flere sider, MEN, der er alligevel noget, som jeg ikke finder undskyldning for.

Bl.a. at se en ellers nydelig dame lufte sine 2 store hunde på en kirkegård - det er altså for meget for mig.

Mange hænger deres moral på knagen i entreen, når de går hjemmefra.

Kære opfinder - magisk kugle ønskes

Kære opfinder.

 Kan du ikke opfinde en magisk kugle - en støvsamlerkugle?

Vi ved at støv samler sig i hjørner - under senge - på TVskærme o.s.v.

Tænk, hvis man kunne nøjes med at danse rundt i lejligheden eller huset - så støv og nullermænd flyver rundt - for derefter på magisk vis at suges ind på kuglen, som så blot efterfølgende skal tørres af.

Den skal selvfølgelig ikke være farlig - uha - men stå som et smukt interiøre i stuen.

Ih, hvor ku` det være dæjli......

Det stakkels juletræ

Åh, det stakkels juletræ!

Det er knap nok fældet og pyntet - før det smides ud igen.

Hvad med alt det dejlige julepynt, der lige akkurat bliver luftet en dag eller to?
Tænk på den tid, der blev lagt i hvert et flettet hjerte, måske endda lavet af dine egne børn!
Nyd det dog!

Min hel personlige mening er, at det er pjattet at fælde et træ - en levende plante - bare for, at det for traditionens skyld skal stå i stuen juleaften.

Nyd dog træet og dets pynt - i en uge eller to - det lyser da op i de første lidt mørke og triste dage i januar.

Selvfølgelig kan man da jage nisserne ned i julekasserne - de har måske været fremme hele december og trænger til ro oven på alle drillerierne.
Lad englene få overtaget - det giver en herlig fred i huset.

Planlægning

Der skal virkelig planlægning til, hvis man skal nå alt det, man gerne vil.

Men det kan være farligt at skrive alle opgaver op.
Jeg ved det - jeg har prøvet det.

Det er nemlig sådan, at hvis man begynder at sætte tid på opgaverne, finder man ud af, at man vist skal have lavet en aftale med Sct. Peter om at få lagt adskillige år oven i de allerede vedtagne

...... og ........ det er vist ikke så let!

Mad - mad - mad .........

Hvor er vi mennesker underlige og nok lidt grådige.
Vi slæber mad og drikke hjem i poser og tasker, for nu skal der rigtig hygges.

Vi skal have noget af alt det, der ifølge traditionerne hører Jul og Nytår til.
Forretningerne hjælper godt til med deres reklamer og bugnende hylder.
Vi glemmer bare en ting - der kan jo ikke være ti gange så meget mad i vore maver, end der plejer at være.

Hvad får vi så ud af det?

Jo - vores pung og mave kommer på overarbejde - den ene for at blive fyldt op igen - den anden for at blive tømt.

Vi får problemer med at finde plads i køleskab og fryser til alle resterne.
Så vi må jo lige spise lidt mere de næste dage - for vi må ikke smide ud - så må vi tage vægtproblemerne i næste måned.

Det mest trælse er nok, at alt det mad-overflod ikke betaler regningerne, der vælter ind i januar.

MEN ............ vi sulter ikke resten af måneden - det er da altid noget.

Godt Nytår!